Lykke er... at leve sammen med den man elsker
Lykke er… at leve sammen med den man elsker

Det har lige været Valentimes dag og selvom det ikke er noget jeg går op i, så går jeg meget op i kærlighed. Dette skriv er fra 2016 hvor jeg beskriver lidt af mine forældres imponerende lange kærlighedsforhold – i år har de kendt hinanden i 53 år!!! Er det ikke ALT FOR VILDT! Så sejt! Jeg tror, vi er mange, der kan lære meget af dem og deres kærlighed. Hvad tænker du?

47 års kærlighed

Mine forældre er ret fantastiske i ordets bedste forstand. De kan også være fantastisk irriterende, men det er faktisk kun, når de har ret og jeg ikke vil indse det… Sådan har det vist altid været og sådan skal det vist også være mellem børn og forældre. For forældre ved bedst. Forhåbentlig da! Det siger jeg i hvert fald til min søn 🙂

Men mine forældre er fantastiske og det er de af mange, mange grunde. Først og fremmest er de to mennesker, som har arbejdet hårdt og flittigt for at nå deres mål. Og de har nået dem – hvert og et og mere til!

De har aldrig fået noget forærende, men har bevist, at alt er muligt, når man er dedikeret og målbevidst og står sammen. For det gør de. De har været sammen i 47 år! 47 år! Er det ikke helt vildt sejt?

Kærlighed på rulletrappen

I dag er det faktisk præcis 47 år siden de mødte hinanden. Min far var souschef i Edb-afdelingen (det hed det dengang) i Magasin og min mor souschef for teenage-afdelingen (det hed det dengang) og midt på rulletrappen mødtes deres øjne og gnister opstod. Sådan rigtige gnister, som stadig blinker fra tid til anden.

Dengang måtte man ikke kæreste med nogen på arbejdspladsen, men den slags udfordringer stopper jo ikke ægte kærlighed. De beviser de – her  3 børn, 3 børnebørn og 47 år senere.

Parforhold med plads

Jeg tror, en af de største faktorer bag deres lange forhold er, at de altid har givet hinanden plads og samtidig støttet op om hinanden. Som min mor gjorde, da min far blev tilbudt en meget indflydelsesrig stilling i Stockholm og boede deroppe mandag-fredag i mange år mens min mor var hjemme i Danmark med os unger, hund (hunde) og hus (huse).
På samme måde bakkede min far min mor op år forinden, da hun var så syg, at lægerne forudså, at hun ville blive kørestolsbruger inden kort tid – hvis hun da nåede det.

Køn, forskelle og flyvende kleenex….

Beviste at lægerne tog fejl

Men det var ikke en fremtidsplan,  mine forældre var enige i. I stedet rejste vi på en dejlig ferie til de Vestindiske øer hvor mine forældre tog nogle store beslutninger og ændrede fremtidsplaner. Min mor droppede jobbet og startede sit eget firma, som hun kunne styre hjemmefra og i sit eget tempo.

En tornado på 73!

I dag er hun 73 og går både til yoga, bodyfit, pilates og motionstræning. Energisk hopper hun rundt, springer aldrig over (ikke engang søndag morgen kl 08!) og hendes veninder kalder hende for den lille tornado. For det er hun. Altid super energisk, hurtigt og i gang! Lægerne tog fej – mine forældres plan virkede. For lige så energisk min mor er, ligeså fornuftig og strategisk er min far!

Ægteskab, ofre og tilvalg

Det har selvsagt krævet ofre for dem begge, men jeg tror alligevel ikke at nogen af dem har følt sig bundet på den negative måde. De er selvfølgelig (og forhåbentlig og heldigvis) bundet til hinanden, i og med de har valgt at leve sammen og skabt familie sammen.

Helt frivilligt har de valgt, at binde sig til hinanden. Og alligevel har de formået at skabe plads til at være dem de er og leve efter de værdier og ønsker de hver især har. Det tror jeg, er en af de primære grundsten til et godt samliv i balance.

Grin, kys og kram

“Dine forældre kysser jo med tunge,” udbrød en ven engang, da han kom til kaffe hjemme i mine forældres køkken. Min far havde sagt noget sjovt, som resulterede i at min mor og far krammede og kyssede.

Der er ingen af dem, der tager sig selv alt for selvhøjtideligt og det tror jeg faktisk også er nødvendigt, når man vælger at dele sit liv med en anden. Mine forældre har altid kunne grine sammen (de har også altid kunne skændtes, eller min mor har i hvert fald :-)) men der har altid været plads til både gråd og grin. Kys og kram.

Snak sammen og red dit parforhold

Som barn husker jeg også hvordan mine forældre altid lå og talte længe, når de gik i seng. Det var især når vi var i sommerhus at jeg hørte dem (og stadig hører dem den dag i dag, når vi holder ferie sammen) Og det kan nok ikke betvivles at snak, respekt og ærlighed også er afgørende elementer i et godt samliv.

I formiddag da jeg ringede til min mor og spurgte om det var 46 eller 47 år de havde kendt hinanden svarede hun. “Det kan jeg altså ikke huske. Men jeg kan lige spørge din far, jeg skal alligevel lave frokost til ham nu,” og så spurgte hun ham og jeg hørte ham sige:

“Vi har kendt hinanden siden 17 marts 1969! Så det er 47 år!”

“Hold da op, hvor er vi blevet gamle,” udbrød min mor.

“Du ser sgu stadig dejlig ud,” svarede min far, som jeg er sikker på han næsten dagligt har sagt hver gang der er hustru-lavet frokost i sigte.

Og imens tænkte jeg: Dét er ægte kærlighed! 

Lykke er... et godt grin med den man elsker
Lykke er… et godt grin med den man elsker

Hvad vælger du til?

Jeg ved selvfølgelig ikke om de selv mener, at det er helt andre faktorer der bevirker, at de har valgt at blive ved med at væge hinanden til dag efter dag efter dag – i nu 47 år.
Men du kan tro, jeg vil spørge dem og skrive om det her.

Indtil da – hvad mener du er de vigtige elementer i et langt og godt samliv? Er det ærlighed? Rummelighed? Overbærenhed? Børn? Eller noget helt andet?

Og hvad vælger du til i dit liv? Din elskede, din tablet, din motion, dine akrylmalerier, din kat eller noget helt andet?

Jeg ser frem til at læse dine forslag 🙂

Orkide og Orgasmedag eller penisforskrækkelse og den særlige dag! Læs mere her!

Gift dig aldrig med en hjælpsom mand! Læs hvorfor lige her! 

About the Author

Nicola

Share your thoughts

Your email address will not be published. Required fields are marked

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Want More Great Content?

Check Out These Articles 

>