Anerkendelsesjunkier og gode gerninger

 

Min farfar donerede engang en kæmpe stor frimærkesamling til Utterslev kirke i København. Præsten blev meget glad og spurgte min farfar, om ikke han ville have sit navn på en bænk som tak.

Mellemrum

“Nej tak. Jeg er sikker på Vorherre har set det, han skal se,” svarede min farfar.

Mellemrum

Sådan var min farfar og sådan er min far også. Særlige mænd, med en særlig høj integritet og et særligt ydmygt væsen. Det kan derfor nok ikke komme bag på nogen, at min far ikke er på Facebook.

Hvorfor fortæller jeg dette? Jo, jeg kom til at tænke på det i går, da der jo var indsamling for Kræftens Bekæmpelse.

Det ved jeg fordi, der var mange på Facebook, som enten skrev, at de havde samlet ind, doneret penge eller på anden vis gjorde sig bemærkede som “gode mennesker.” Og fred være med det – en god gerning er vel en god gerning hvad end den gøres for.

Alligevel blev jeg lidt trist.

For hvorfor, skal den gode gerning “offentliggøres”?

Hvorfor, har vi ikke nok i “os selv” og vores egen viden herom?

Mellemrum

Fremvisning på Facebook

Det fik mig til at tænke på et interview jeg engang  læste, med en eller anden chef for en eller anden organisation som sagde, at det aller bedste ville være, hvis mennesker donerede penge direkte til organisationerne frem for at donere via køb af diverse ting, ligesom en indsamling jo faktisk kræver og koster enorme ressourcer – til trods for det frivillige arbejde.

Desværre, er der bare en tendens til at alt hvad vi gør, skal kunne bevises og (ikke mindst!) fremvises på Facebook til andres anerkendelse. Og på det medie, er et billed af raslebøssen eller nogle moderigtige armbånd nu engang meget lettere at kombinere med selfien end et udskrift af en bankoverførsel.

Mellemrum

Motiverne bag den gode gerning

Jeg siger ikke, at godhed ikke foregår uden motiver og årsag. Jeg siger, at jeg ofte synes, at det virker som om de gode gerninger kombineres af et motiv om anerkendelse eller beundring.

Hvad siger det om den tid vi lever i? Det samfund vi lever i? Det samfund som vi er!? For vi ER jo samfundet. Dig og mig! Og mennesker som min far (heldigvis)Mellemrum

 

Min far og min søn. To af mine yndlingsmænd, som jeg er meget stolt af

Min far og min søn. To af mine yndlingsmænd, som jeg er meget stolt af

Navlepilleri og anerkendelsesjunkier

Har de fleste af os (undertegnede inkluderet) så travlt med eget navlepilleri, at vi ikke ser de større perspektiver? Er vi egoistiske, beregnende og manipulerende? Umodne og selvoptagede?

Eller er vi hamrende usikre og higende efter det næste kick af opmærksomhed og beundring?

Kan det tænkes, at vi som generation er blevet anerkendelsesjunkier på jagt efter vores daglige sus, hvad enten vi finder det på Facebook, Instagram eller et tredje sted?

 

Mine forældre har været sammen i 47 år! Læs om deres fantastiske kærlighedsliv lige her

Mellemrum

Har vi mistet troen – også på os selv?

 

Jeg har ikke svaret, (for der er nok mere end et enkelt!) men jeg ved dette:

Folkekirken kæmper med tomme bænke. Medlemstallet på Facebook og andre sociale medier stiger, og det samme gør antallet af stresssygemeldinger.

Konstant samles der ind til det ene og det andet og aldrig før, har så mange danskere været så engagere i så mange velgørende formål som nu. Heldigvis bringer disse aktiviteter os også tættere sammen som individer og samfund.

Mulighederne for det gode liv er større end nogensinde og alligevel stilles der konstant spørgsmåltegn ved hvad, det gode liv egentlig er.

 

Min mor er også en helt fantastisk kvinde. Læs om hende og et særligt barndomsminde her

Mellemrum

Måske har vi så travlt, at vi har glemt det aller vigtigste:

 

For det siges jo, at vi har fået to hænder: Den ene til at hjælpe os selv – den anden, til at hjælpe andre.

 

Måske glemmer vi at hjælpe os selv i jagten på at hjælpe andre. Måske det, er det største problem, vi står overfor. Som samfund og som individ.

Og med hjælp mener jeg ikke i køb af den nyeste smartphone eller de moderigtige stole. Jeg mener hjælpen i selvhjælpen. I selvaccepten og i anerkendelsen af at DU, er den eneste, der kan fuldende alle dine behov – hvad enten det er behovet for kærlighed, beundring eller motivation.

Min farfar var en imponerende mand af mange, mange  grunde. Hans liv var bestemt ikke let og han fik intet forærende. Tværtimod, arbejdede han flittigere end de fleste og måtte kæmpe med følgerne af en arbejdsulykke, som gav ham koldbrand i tæerne og med tiden amputerede ben.

Han var ikke kristen troende i klassisk forstand, men han fornægtede ikke kirken og han troede på det gode i andre mennesker og på, at man selv skulle være et godt menneske og opføre sig ordentligt overfor sine medmennesker. Han troede på retfærdighed og han troede på solidaritet.

Den dag i dag forundres og forbløffes jeg konstant over at min farfar, med det barske liv, formåede at holde fast i de værdier og leve efter dem.

Han havde ikke meget, men han havde uden tvivl tre meget vigtige ting:

Mellemrum

Tro, håb og kærlighed

Mellemrum

Og ifølge min tro, som heller ikke er klassisk kristen, så er jeg sikker på, at min farfars bidrag til verden er meget større end noget navn på nogen bænk.

Bidraget lever i det navn, jeg er stolt af at bære.

Bidraget er i det gode eksempel og dét vil jeg med stolthed  bevise og fremvise til hver en tid og på hvilken som helst platform.

Mellemrum

For jeg er min tid, min rødder og min egen.

 

Min søn og min far - to mænd, som min farfar med stolthed kigger ned på fra tid til anden. Det er min tro og det er mit håb og de, er min kærlighed

Min søn og min far – to mænd, som min farfar med stolthed kigger ned på fra tid til anden. Det er min tro og det er mit håb og de, er min kærlighed

 

 

 

“Du skal kende din fortid for at forstå din nutid og forme din fremtid”

 

 

 

 

 

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.