Cupcakemødre og minimalistiske fædre

Som barn mindes jeg ikke, at mine forældre nogensinde har haft mine tegninger hængende.

Ligesom billederne af mine brødre og jeg egentlig kun var noget som min mor havde hængende i soveværelset i ”hendes hjørne”. Det betyder ikke, at der ikke var fotos af os – tro mig, mine forældre har mange fotoalbums fyldt med billeder af os ligesom de uden tvivl har gemt nogle af tegningerne. De hang bare aldrig fremme.

”Der er andet i livet end ens børn,” har min mor altid sagt og mine forældres hjem afspejler så tydeligt sandheden bag disse ord. Deres hjem er et oplevelses-hjem. Et hjem, hvor man skal kigge nøje og detaljeret for at se de mange smukke og interessante ting de har. Kunst, rejseminder, glaskunst og bøger fylder vægge, hylder og reoler. Det er et hjem, der afspejler deres liv. Deres barndom, deres ungdomme, deres mange, mange verdensomspændende rejser, deres internationale venner, deres viden om kunst og værdsættelse af denne, deres humor og deres fascination af både buddhisme og deres kolossale hjertevarme.

Køb af klapvogn kan være ligeså udfordrende for tålmodigheden og parforholdet, som en tur i Ikea

For hjemmet siger jo enormt meget om en, hvem man er og hvad man står for.
Og mine forældre – de har altid haft interesse i verden, i livet og i alt hvad der rører dem.

Det beundrer jeg. Især disse tider hvor jeg ser den ene forældre efter den anden (hvad enten det er de er enlige eller ej) indrette sig total minimalistisk – kun afbrudt af billeder af børnene og deres tegninger. I glas og ramme selvfølgelig! Det er som om det ikke drejer sig om at forældrene skal have et hjem med plads til børnene – nej i stedet skal det skal være et hjem for børnene, som beviser, at forældreren er den aller bedste forældre.
Forældrene har så travlt med at vise hvor dygtige forældre de er, frem for rent faktisk blot at være det.

 

Det er selvfølgelig en grov generalisering – man kan da sagtens være en enestående forældre selvom man tegner Skylanders på drengeværelset og indretter stuen med legehjørne til børnene. Og der er jo også forældre som kun indretter børneværelserne som udstillingsvinduer…

Jeg synes nok bare, at det har taget overhånd. Det er som om at fædrene nu har overtaget der hvor cupcake-mødrene har sluppet. Så mens mødrene står og bager cupcakes i flere etager og propper fondant med glansbilleder på lagkagerne, kører mændene i pendulfart til IKEA for at købe rammer i de helt rigtige farver, så de kan hamre det ene skolefoto op på væggen efter det andet.

Og der er da også meget hyggeligt… men altså….

Oldemor på 90 år sagde for nylig (da jeg nærmest undskyldte min børnevenlige voksdug) at hun synes den var sød og at man skulle kunne se man havde små børn når man havde det. Det har hun jo også ret i.

Men hvor går grænsen? Skal der overhovedet være nogen? Det er selvfølgelig op til den enkelte og ikke to familier er ens. Alligevel tror jeg godt, jeg ved, hvad jeg efterlyser: Mådehold! Et fantastisk ord med en fantastisk mening. For det er nok dét, jeg efterlyser. Altså den gyldne middelvej. Men hvorfor interesserer det mig overhovedet?

Fordi….. jeg er da drøn jaloux! Hjemme hos os er stuen også indrettet til børnene – eller rettere til barnet, men det er den altså kun fordi vi insisterer på at beholde kontoret som kontor til min mand og jeg, frem for at opgive det for at den lille kan få sit eget værelse. Han er trods alt kun 1 år og vi nyder vores kontor og total politisk ukorrekt insisterer vi på at have noget der er VORES og har kun lukket den lilles puslebord derind.

Men vores stue – puhaa den er der ingen nydelse i. Voksdug med giraffer (det var den der var på tilbud så den blev det) kravlegård, sækkestol med Lynet McqQeen, en syngende skildpadde, en spillende rolator og duploer over det HELE (og jeg mener det hele) er bare lidt af det der fylder i vores stue….
Men vi er heller ikke de overskudsagtige forældre, som bager lagkager med sukkertryk. Faktisk fejrede vi ikke engang lillemandens et-.års fødselsdag. Han forstod det jo alligevel ikke, så hvorfor skulle vi? Vi var begge udkørte og trætte. Han fik da gaver, bevares – men dem fordelte vi også over flere dage. Der var ingen grund til at stresse den lille mand og kvalitetstiden hvor vi hyggede om én gave af gangen betød nu engang mere for os.
Jeg siger hermed ikke at vi er bedre forældre end så mange. Det er vi ikke. Vi råber og skriger både af hinanden og over hovedet på den lille, som nogle gange får kiks til morgenmad mens vi tænder tv’et i håb om at det vil underholde ham. Men vi er ret bevidste om vores mangler – for vi vil have plads til os selv. Vi har fx hængt to lærreder op i stuen. Dem skal vi lave om til visionboards. Nogle vil sikkert mene det er det værste hippie-vrølvl, men hvorom alting er, så er det noget, som vi vil gøre for os selv. For min mand og jeg. For vi bor der også og det vil vi bestemt ikke skjule!

For mor har altid ret – der er andet i livet end ens børn. Der er både Cupcakes, IKEA og en kæmpe stor spændende verden 🙂

 

Lidt om sex, lyst og ægteskabet!

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.