Fitness-fobi og svedige sandheder

Fitness-fobi er mit ord for manglende vilje...

Fitness-fobi er det jeg kalder min manglende lyst til at bevæge mig ned i et træningscenter. Og plakater som denne hjælper overhovedet ikke på det!

Lider du også af Fitness-fobi? Det gør jeg. Jeg bryder mig nemlig ikke om træningscentre. Som i slet ikke. Deraf navnet Fitness-fobi. Der lugter altid lidt at nyudpakkede badebolde (latex), gammel sved og sprit. Ligegyldig hvornår man er der, render der altid nogle arrogante bodybuilder-typer rundt,  som  man dårligt nok kan komme forbi , fordi de er så brede og selvfølgelig nægter at dreje siden til, når man skal passere dem! Jeg kalder dem bøjle-buildere, for de opfører sig faktisk som om de har glemt at tage bøjlen ud af blusen!

Personligt føler jeg mig heller ikke særlig veltilpas i træningstøjet. Ligegyldig hvilken sports-bh’en jeg har prøvet, bliver mine udsultede amme-bryster altid total fladmaste samtidig med at jeg får en delle nedenunder!  Musikken er altid alt for høj og larmende og så mangler jeg seriøst det gen, der skulle give mig energi til at fortsætte med en øvelse, selvom det gør ondt og jeg knap kan få vejret. (det er da dybt unaturligt!)

 

Fitness-fobi for løb på et løbebånd?

Forleden hev min mand mig så derned alligevel. (Han er ret god til at lukke ørerne for mit brok og han tror ikke på min selvdiagnose “Fitness-fobi”) og det var egentlig gået forbløffende godt. Da vi var ved vejs ende, var jeg kun halvdød og syntes derfor det var en strålende ide (læs “overmodig!”) at hoppe op på løbebåndet (og gå –  selvfølgelig!)

Den gode ide fortrød jeg så cirka 5 sekunder efter, da jeg så, at der stod to unge piger på nogle løbebånd lige foran os. De løb (selvfølgelig!) mens deres numser struttede vandret ud i luften uden at bevæge sig det mindste. Kroppene var slanke og faste. Så faste, at der ikke var skyggen af sports-bh-deller på dem (aarrgghh!) og deres fejlfri glatte hud var hverken rød eller svedig.

Lige der, der havde jeg mest lyst til at gå hjem og tænde Netflix sammen med min ven Marabou!

Senere spurgte jeg min mand om han også havde set pigerne. (Jeg glemte, at man ALDRIG skal spørge om noget, hvis ikke man vil høre svaret )

“JA,” udbrød han begejstret og fortalte  entusiastisk, at han var blevet helt skruk ved synet! (Man skal heller ikke have en ærligheds-kodex med sin mand,  hvis ikke man vil høre sandheden!)

Og lige der, der kom så beviset på at mænd og kvinder bare ER temmelig forskellige: Jeg fik lyst til at trøstespise mens min mand blev skruk… Hmm… det lyder selvfølgelig også en hel del pænere end liderlig… Men altså – jeg blev ingen af delene. Tværtimod.

Den dag blev stoltheden over træningen en bittersød oplevelse fordi, jeg ikke kunne tænke på det uden at jeg også tænkte på de unge piger.

Hvad dælen lavede de dernede en formiddag? De burde da være i gymnasiet eller lignende.  De burde slet ikke være der.

Formiddage i træningscentre burde uden tvivl være forbeholdt pensionister, ledige, efterfødsels-motionister, flexjobbere  og dem, der gerne vil blende i et med tapetet.

Forbudt adgang for fitte-typer

Unge faste struttende piger (og drenge) burde forbydes adgang i dagstimerne. Akkurat som diskoteker kan nægte unge under 18 adgang, burde alle med en bestemt BMI og spændstighed fornægtes adgang i træningscentrene i dagstimerne. Hvis de så virkelig gerne vil træne, kan de bare gøre det om aftenen, når vi andre ligger på divaneseren og nyder dellernes frihed i jumpsuiten..

Samme aften lå jeg og vrikkede lidt med fødderne mens jeg lå på sofaen (al bevægelse hjælper vel?) og overvejede hvordan mit forhold til min Fitness-fobi  skulle udvikle sig. For jeg vil faktisk gerne derned igen, så jeg kan få det bedre med min krop. Derfor valgte jeg at rose mig selv for at jeg havde trænet. At glæde mig over min krop – deller til trods, så har den faktisk også kreeret  liv i form af to små terrorister i mit liv, og det er faktisk også den krop, som engang gjorde min mand så skruk, at vores børn blev skabt.

 

Gravid uge 38..... Når billeder siger mere end ord :-)

Kan jo godt forstå maven hænger lidt efter at have set sådan ud i uge 38…

 

Et samleje om dagen – det er måske løsningen til at opnå det lange lykkelige ægteskab… Læs mere her 

Jeg gør heldigvis stadig min mand skruk – og bare vent til sommer, når jeg bliver bikini-fit og har smidt det sidste af min Fitness-fobi (og min barselsvægt) – så skal jeg nok vise, at jeg både kan vrikke og hoppe i al min kvindelighed.

Jeg bliver aldrig åleslank eller helt fast. Og det ønsker jeg heller ikke. Min krop har gennemgået meget og det må godt kunne ses. Mit mål er udelukkende at få en krop, som jeg har det godt i og som jeg ikke dagligt forsøger at gemme væk. For dét er frihed for mig – at være den jeg er og være stolt af det! (Og det kan jeg faktisk allerede være nu…jeg erobrede jo faktisk min Fitness-fobi….  Såååå gode tanker og stolthed er hermed sat i gang… Eller rettere sagt – jeg prøver   ;-))

 

“Den eneste træning du fortryder, er den du sprang over”

….. Hmm…. Ikke helt sikker 🙂

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.