Flyvende Kleenex, afmagt og handling

DSC_4411

 

Jeg græder, når jeg er sur! Helt seriøst – det gør jeg. Som da jeg en gang udtrykte en masse frustration til min daværende chef. Jeg var ikke ked af det. Jeg var skuffet, gal og ja, sur. Meget sur. Og jeg græd. Selvfølgelig.
Det blev selvfølgelig kun værre, da jeg kæmpede imod med hver en fiber i min krop.

Stop nu. Stop nu.

Stop nu sagde jeg til mig selv imens tårerne trillede ned af mine kinder. Min chef blev tydeligvis mere og mere utilpas og kiggede desperat skiftevis på sin skærm og ud af vinduet. Stop nu, Stop nu. Stop nu. Har det sikkert også lydt i hans indre.
Desperat kastede han nærmest en kasse kleenex over mod mig og sagde: ”Så så rolig Basse. Rolig nu”!
Basse??? Basse !!! Jeg sidder faktisk og er sur og så kalder manden mig for Basse! Hvad dælen gør man så?

Erklæret feminist eller ligelist? Hvad er du?

Jeg valgte at ignorere hans ord. Fuldstændig og i stedet duppede jeg øjnene, rettede ryggen og prøvede at fokusere på samtalen. Jeg kom igennem. Forlod kontoret – og så til min store glæde, at min mascara stadig sad hvor den skulle.

Men hvad tror i egentlig at en kvindelig chef havde gjort, hvis en mandlig medarbejder havde siddet overfor hende og fældet et par tårer?

Jeg har faktisk ikke fantasi til at forestille mig det, for det er jo virkelig sjældent at vi ser mænd græde. (undtagen min mand. Han græder tit. Når vi ser tv. Når vi hører musik. Når vi taler om livet og kærligheden. Ja, der skal faktisk ikke ret meget til og dét eeelsker jeg virkelig ved ham) Men trods hans lette tilgang til tårer, græder han faktisk aldrig, når han er sur. Utroligt nok, for når jeg er sur og skændes med (råber af) min mand, så står den på skiftevis gråd og raseri.

Måske det er forskellen på mænd og kvinder?

Mænd græder ikke, når de er sure. De bliver bare sure. Råber måske, men slet ikke på samme måde som vi kvinder. Eller rettelse. De mænd jeg kender, har aldrig været sure på samme måde som mig.
Men måske er det grænsen for afmagt der er forskellig? For det er vel egentlig den følelse, der kommer op i mig, når jeg bliver sur. Når jeg virkelig er sur – så går vreden over i afmagt. Og det er nok der, at tårerne starter.

Hvad siger det så om mænd og kvinder? Føler mænd ikke afmagt?

Jo, selvfølgelig gør de det, men de er pr. definition nok bedre til at handle end de fleste kvinder og måske er det derfor afmagtens tårer ikke er noget man ser særlig tit hos mænd. Når de bliver pressede bekriger og handler de først.

 

Som når de kaster med en pakke kleenex….

 

Manglende ligestilling fra Ligebehandlingsnævnet!

 

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.