Fri os fra det onde

rose-234483_1280

 

Uge 43. Knæk Cancer.

Der er ingen, der går smertefrit igennem livet og jeg tror heller ikke, at nogen af os bliver befriet for at miste en elsket til kræft eller anden uretfærdighed.

Det er nærmest en livsbetingelse. Vi ved det alle sammen, og alligevel har jeg svært ved at rumme den sandhed.

Ja, mere end det. Der er dage, hvor jeg nærmest prøver at benægte det. Jeg vil ikke have sorg og smerte, lidelse og afmagt i mit liv.

Men jeg ved jo godt, at netop dét, ikke er noget, jeg selv bestemmer.

Vi kan gøre en masse for at leve så sundt og fornuftigt et liv som muligt – men der er ingen garanti for at vi dermed køber os fri af mørket.

Akkurat som vi ikke kan løbe fra mørket i os alle…. Noget, der i den grad popper op i mig i disse dage..

 

Jeg tror på ærlighed og indrømmer derfor, at jeg er et meget småligt menneske. Måske ligefrem et dårligt menneske … For jeg bliver bange, helt ind i knoglerne, når jeg hører om kræft og de stakkels mennesker, der lever med den modbydelige sygdom.
Mellemrum

Liv der kæmpes. Liv der sluttes. Og heldigvis også liv, der sejrer!
Mellemrum

Når jeg hører eller læser om urimelige skæbner – som alle der er ramt af kræft jo er – bliver jeg fyldt med angst og tænker ganske egoistisk:
“Åh bare det ikke bliver mig. Bare det ikke bliver en af mine elskede.”

Det er sikkert menneskeligt at tænke sådan. Men jeg skammer mig. For jeg er faktisk også værre end det.

Jeg vil ikke engang tænde for GoMorgenDK denne uge, for jeg mindes, hvor mange tragiske skæbner de plejer at hive i studiet. Jeg husker stadig en ung mor, der sidste år fortalte om hvordan hun levede på hospice mens hendes mand og børn var hjemme i huset.
Mellemrum

Jeg får ondt i maven. I hjertet – ja, hele kroppen. For hvor kan livet dog være ualmindelig barskt. Jeg kan vågne om natten og tænke over det. Tænke på de fantastisk seje og modige mennesker og deres elskede. Hvor svært det må være. Jeg kan, helt ærligt, næsten ikke bære, at livet kan være så smertefuldt. 
Mellemrum
Mellemrum
Ikke at der er noget nyt i det, for sådan har livet nok altid været og jeg har da også selv mærket det i en vis grad.

♥ En pragtfuld fyr, blev bare 27 år og endte sine dage på et hospice. Jeg husker stadig hans gavmilde hjerte, drengede smil og ubeskrivelige glæde ved fester, musik og dans og alt hvad der mindede om fis og ballade.

♥ En nær vens datter blev kun 5 år. Frem for at lege i børnehaven, tilbragte hun den sidste del af sit alt,  alt for korte liv på Riget. Billedet af hendes uskyldige smil og den lille hvide kiste, er for altid printet på min nethinde.

♥ Nabokonen var ganske vist en voksen kvinde, der havde levet livet, blevet gift og fået voksne børn og hun blev da også over 50 år – men det retfærdiggør jo ikke, at hendes sidste tid blev fyldt med smerter og sengen placeret i stuen.

♥ Ligesom nogle venners far tabte kampen inden han nåede at søsætte sit livs-projekt: En smuk båd han havde arbejdet på i årevis. Mange år senere kom den dog endelig i vandet – desværre uden ham.
Mellemrum

Der er INTET, der retfærdiggør hvorfor nogle mennesker skal kæmpe flere og værre kampe end gennemsnittet.
Mellemrum
Hvad enten man selv er ramt, eller pårørende, er der jo ingen, der fortjener et liv i sorg og smerte.

På samme måde kan jeg nærmest blive fyldt med frygt og skam.

Hvornår rammer det mig? For jeg kan da ikke være så heldig, at gå fri?
Mellemrum

 

Jeg skammer mig over min livsglæde og i det store og hele problemfri liv jeg lever, i forhold til dem, der kæmper for livet.
Mellemrum

 

Vi er en generation af anerkendelsesjunkier og Facebbok-freaks…. Læs hvorfor her

 

Ikke, at jeg ikke har problemer, for selvfølgelig har jeg det: Uventede store udgifter slår da også benene væk under min mand og jeg. Opsparingen til drømmehuset går nu til implantater og pladsmanglen i hjemmet er fortsat årsag til mange frustrationer og diskussioner.
Bonussønnen er blevet teenager og trodsig og er ganske utilfreds med hjemmets regler. Manden er ophængt og presset og mine egne gamle stress-symptomer dukker op fra tid til anden. Graviditetssukkersyge er ikke spor sjovt og generelle graviditetsgener er ikke noget jeg fejrer. Så selvfølgelig har jeg mit at se til –  MEN – jeg har livet og et relativt godt helbred.

Lige nu i hvert fald.
Mellemrum

Så hvad gør man for ikke at blive tynget af dårlig samvittighed over at have det godt, når nu verdens ellers kan synes så ond?

Man gør det eneste man kan og bør:
Mellemrum

Viser taknemmelighed. Mærker taknemmelighed. Lever i taknemmelighed.
Mellemrum

 

Taknemmelighed over at have livet – dagen – lyset. Mennesker og dyr og glæden over at leve i et land, hvor en hel uge dedikeres til et eneste formål: At Knække Cancer.

Så selvom jeg synes det er noget pjat, at kalde det cancer, bakker jeg fuldt ud op om budskabet og kampen og gør det først og fremmest ved at vise beundring og taknemmelighed for, at denne kamp er en vi tager i fællesskab og denne uge slutter med et smil. (og en masse tømte sparebøsser)

Dét er da i den grad noget at være taknemmelig over ♥ ♥ ♥

14724433_757948177679085_111145720325922226_n

 

 

Digt om livet anno 2016. Læs det her

 

 

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.