Hende, jeg engang var

Dybt i enhver kvinde, gemmer der sig en ung pige...

Dybt i enhver kvinde, gemmer der sig en ung pige…

Mellemrum
I dag så jeg en ung pige. Hun har ikke været en dag over 17.

Meget tynd, grotesk stramme jeans, (hvordan får de dem på og hvordan kan de dog holde ud at have dem på???) moderigtige sneaks, kort sort dunjakke, stort gråt tørklæde og langt løst hår med flotte frisør striber.

Hendes hud var fejlfri og kinderne perfekt naturligt fyldige med et sundt skær. Hun havde ikke meget makeup på, men dog var hendes unge øjne tegnet op af sorte streger. Ikke for meget, ikke for lidt og fra ørerne glimtede lange tynde øreringe.

På skulderen bar hun en sort lædertaske med et enkelt stilrent spænde.
Hun var en flot pige.

Akkurat som hun passerede mig og hendes vaniljeparfume efterlod spor i luften, tænkte jeg:

“Jeg er måske blevet voksen.”

Mellemrum

Ser du, der var engang hvor jeg lignede den unge pige – dog har jeg altid vejet 5-10 kilo for meget og jeg har derfor aldrig gået i så stramme jeans og mit hår har været stribet tusind gange, men min utålmodighed har desværre også altid bevirket, at mit hår nok altid har set fugtfattigt ud…. MEN der er aldrig noget, der har været så grelt, at jeg ikke har kunne skjule det med shapewear, høje hæle, glansspray og fladjern.

Mellemrum
Sådan så jeg ikke ud i morges. Langt fra.
Mellemrum
Jeg er gravid og den eneste frakke jeg kan passe, er en gammel cottencoat min mor havde hængende bagerst i skabet, fra dengang hvor frakkerne var telt-formede. Efter et forgæves forsøg på at vaske den, er den yderste gummibelægning trevlet foran. Dvs den ser slidt ud!

Min kondisko er næsten to år gamle, men det er det rareste at have på fødderne og det nemmeste, når man går en del, som jeg. Jeg nåede ikke at vaske hår i morges, så for at tiltrække så lidt fokus som muligt, havde jeg bare redt det og samlet det i en hestehale.

Makeup nåede jeg slet ikke og på ryggen bar jeg en blå og hvid rygsæk fordi, jeg havde været i Netto og købt både mælk, kartofler og gulerødder. Og så tunge ting orker jeg altså ikke at slæbe med armene. (og ja, jeg ville gerne have en smart rygsæk, (eller en bil :-)) men denne er altså den eneste jeg har)

Parfume har jeg ikke brugt i flere år for jeg kan simpelthen ikke finde en duft, som jeg kan holde ud i længden.

Mellemrum
MellemrumMellemrum
Jeg lyder nok temmelig kedelig og jeg vil da også gerne indrømme, at det ikke ligefrem var et “golden moment” i mit liv.

Mellemrum

Men ser du, jeg stod op og luftede hunden fordi manden lige er blevet opereret i munden og skal holde sig i ro.

Så skyndte jeg mig i bad, to minutter ind og ud, ingen creme, bare tørres.

Så ud i køkkenet og lave morgenmad, spise den stående, pakke madpakke færdig til bonusdrengen, lave morgenmad til hunden, give min søn anden portion morgenmad (hans far havde ellers givet ham en stor skål havregryn, men en 2-årig aktiv dreng, spiser nemt mere end en voksen!)

Huske bonussønnen på sit regntøj og sportstaske med parkour-ting, så åbne vinduerne i soveværelset og ryste dynerne, skifte sønnen og give ham tøj på, hjælpe ham med overtøjet, sluge kaffen, fjerne Lego-duploerne (som var ved at sende mig ind i væggen i et hurtigt sving,) huske sønnens sove-bamse til vuggestuen samt reserve sut, hue og gummistøvler.

Og endelig – selv få overtøj og sko på (hvilket er lidt besværligt, når man har en fodbold på maven!) for at kunne nå at køre med min mand, så han kunne sætte os af ved vuggestuen kl 07:45!
Mellemrum
Vi nåede det.
Mellemrum

Inde i garderoben i vuggestuen satte jeg mig ned og nød, at min dreng fumlede med både jakke og sko. Endelig – bare 10 sekunder UDEN stress og jag!
Jeg trak vejret dybt. Tænkte et kort øjeblik på, at jeg heller ikke nåede at få øreringe eller vanter på.
Mellemrum
Ind med drengen – snakke med pædagogen, kysse farvel og ud af døren.
Mellemrum
Gik hen til Netto og handlede ind. Desværre havde de ingen tærtedej og da madplanen siger tærte i aften, måtte jeg over i Meny og købe en der. (den var heldigvis på tilbud :-))

Så hjem. Op af bakke. Frysende og allerede godt træt.

Turen er ikke lang, men den tager alligevel et kvarter. Nogle gange lidt mere, når rygsækken er fyldt. For sundhedens skyld gik jeg en vej med tre stejle trapper. Fortrød voldsomt, da jeg prustende passerede den unge kønne (og lydløse!) pige.

Tænkte på Tove Dilevsens digt om netop den unge pige i os alle, hendes drømme og længsler:
Mellemrum

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.

 

Mellemrum

Jeg er milevis fra den unge kvinde, jeg engang selv var.

  • Når jeg tager toget, spejder jeg ikke efter andre legesyge flirtende øjne. Tværtimod, ønsker jeg bare fred og lukker verden ude.
  • En weekend uden planer er i dag en længsel og nærmest en drøm.
  • Kedeligt tv generer mig ikke. For jeg ser så lidt, at det er ligegyldigt.
  • Selv når jeg ikke er gravid, gider jeg ikke gå i korte jakker, for jeg nægter at fryse og vil heller have det godt.
  • Behagelighed er blevet et modeord for mig og jeg har indset, at kærlighedshåndtagene nok bare er en del af mig.
  • Jeg kan ikke vinde alle kampe og det er også okay. Mit hår bliver aldrig rigtig langt, fyldigt og skinnende, men i det mindste har jeg dog noget hår og nok til at samle det.
    Mellemrum
    Jeg er den, jeg er. En pige, der er blevet voksen. Som har fået opfyldt mange drømme, men stadig har ligeså mange, der venter på at gå i opfyldelse. En pige, der er glad for sit liv, men drømmer og længes efter mere: Mere tid, mere sjov, mere overskud, mere energi, mere mod og mere selvaccept.
    Mellemrum
    Forskellen på den unge pige jeg var, og hende jeg er i dag er, at jeg er bevidst om det. Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg er faktisk taknemmelig for mit liv og især for de mennesker, der er i det.

    Mellemrum
    Jeg drømmer stadig store drømme og vil stadig mere, men  i dag ved jeg,  at alt hvad jeg ønsker, er noget, jeg selv skal skabe og jeg ved, at ting tager tid.

    Og det er faktisk ok. Alt behøver måske ikke gå helt så stærkt, som jeg tidligere har ønsket. Tværtimod, er der en ubeskrivelig nydelse i ro, som jeg først nu er ved at lære af kende.
    MellemrumMellemrum

Jeg ved ikke om Tove Ditlevsen nogensinde fik fred i sindet, men jeg ved, at jeg vælger det. Freden. Accepten af livets foranderlighed og glæden i at vide, at intet består. Hverken min tykke mave, trætte fødder eller tørre hår.
MellemrumMellemrum
Livet går sin gang, cyklussen drejer og hvem ved, måske når jeg at gøre mig lækkert i stand i morgen tidlig, så jeg kan ligne en rigtig voksen kvinde. For det er jo faktisk det jeg (også) er og heldigvis for det.

Modsat den kære Tove Ditlevsen savner jeg ikke hende, jeg var. Jeg er lykkelig for at have kendt hende, men jeg kan faktisk bedre lide den her Nicola, som griner af sig selv og hendes rygsæk og kondisko fordi, det er det eneste, der giver mening i det liv, som jeg nu engang har valgt.

Mellemrum

Digtet af Tove Ditlevsen:

Der bor en ung pige

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.

Hun har ikke andre i verden at spørge end mig:
hvor er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde?
Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg?
Og hvor er det land, vi sammen skulle betræde?

Jeg prøver at fange det blege og lysende blik,
jeg prøver at holde den spørgende stemme tilbage,
og hører i hjertet en mild og bedrøvet musik,
en regnvejrstone af sagte dryppende klage.

„Din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø,
din renhed blev mindre ren af de ting du lærte –
mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø
en aften, da virkeligheden brød ind i dit hjerte.

Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden af stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.

Og det er min frelse, at jeg kan fornemme din røst
som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring –
du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst,
bestandig og god gennem årenes liv og forandring.“

Der bor en ung pige i mig, der ikke kan dø,
før jeg selv blir træt af at tro, jeg engang var hende,
hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø,
efter noget, der altfor ofte er svært at finde.

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.