Når det gør ondt, at være forældre

De fleste forældre har (heldigvis) et medfødt gen, som går ud på at beskytte deres børn mod alt ondt. Men nogen gange, må man også lade barnet vokse af smerten - selvom det ikke er rart at se på.

De fleste forældre har (heldigvis) et medfødt gen, som går ud på at beskytte deres børn mod alt ondt. Men nogen gange, må man også lade barnet vokse af smerten – selvom det ikke er rart at se på.

 

Når man står med en baby i armene, er det de færreste der tænker på, at forældreskabet er fyldt med smerter, frustrationer og utallige søvnløse nætter.
Heldigvis er de gode oplevelser (forhåbentlig) i flertal, men de dage, hvor virkeligheden og magtesløsheden banker på, er det svært at være voksen.

Mellemrum

Sådan en aften havde vi forleden, da bonussønnen på 13, var kommet hjem til os. (Vi har ham 7/7) Mens vi spiste, spurgte vi ind til skolen (som vi plejer) og specifikt til et “drengemøde,” som de havde holdt i klassen.

Mellemrum

“Hvad gik mødet så ud på?” spurgte min mand.
“Bare sådan, hvordan vi har det i klassen,” svarede drengen.
“Okay. Hvordan har du det så?”
“Jeg har det okay,” svarede han.
“Sagde du så også det til læreren?” spurgte jeg.
“Nej ikke rigtig,” svarede han.
“Okay, hvad sagde du så?” spurgte vi næsten synkront.
“Jeg sagde, at det var lidt irriterende, at jeg altid kom i gruppe med Peter.”

(Bonusinfo: Peter er et opdigtet navn for en flygtning, der startede i klassen kort før sommerferien og som stadig ikke taler særlig godt dansk. )

“Kan du da ikke lide Peter?”
“Jo men, det er bare lidt kedeligt altid at være sammen med den samme,” svarede drengen.

Mellemrum
Han var ikke så klar i sine udmeldinger, som han plejer, og det både undrede og irriterede os. Først sagde han, at det var lærerne der lavede grupperne, så var det børnene og sådan skiftede han mening mange gange, indtil han nærmest flovt sagde:

Mellemrum

“De andre drenge vælger altid hinanden og så er mig og Peter dem, der er tilbage.”
Mellemrum

Lige der, midt i forårsrullerne og risen mærkede jeg en klump i halsen og et stik i hjertet.

Den stakkels dreng, som vi godt ved at socialt udfordret, føler sig nu direkte udenfor. Man skal ikke være geni for at forstå, at det gør ondt.

Vi roste ham selvfølgelig for at have været så modig, at han turde sige det, for det er jo første skridt for at ændre det.

Bagefter talte vi om hvem, han så gerne ville være i gruppe med og hvorfor. Og det var selvfølgelig klassens mest populære drenge, som han higede efter.
Mellemrum

Desværre er bonussønnen ikke en fodbolddreng.
Mellemrum

Upolitisk korrekt mor – det er MIG!

Desværre fordi, han går i en klasse, hvor ALLE drengene på nær en, er det. Og ham den anden, der ikke er det , er alligevel populær. Måske fordi hans fødselsdage altid bliver fejret ret storslået på bowlingbaner eller splatter-pistol-skydning. (Og det har vi altså ikke råd til)

Derudover er min bonussøn sådan en type, der ikke gider prøve at spille fodbold for at indgå i fællesskabet. Og selvom det jo er godt at stå ved den man er, ville vi jo ønske, at han gav sig lidt for at prøve at deltage.

Omvendt ved vi jo også, hvor onde børn kan være, hvis et barn ikke lever op til de andres forventninger. (Og hvem ved, måske har bonusdrengen forsøgt at deltage, men har oplevet at hans tilstedeværelse ikke var ønsket og måske er det derfor, han nu fuldstændig strejker og enten tilbringer frikvartererne med sin mobil eller snakker med pigerne)
Mellemrum

Så der sad vi. Mandag aften. Tynget af virkeligheden. Jeg havde allermest lyst til at ringe til en voksen og bede om godt råd. (Lola, giv mig lige dit nummer :-))
Mellemrum

Men da det ikke var en mulighed, kiggede jeg opgivende på min evig optimistiske mand.
Min mand arbejder som mentor og er altid ret løsningsorienteret og vi talte derfor om, at bonusdrengen måske hellere skulle prøve at blive ven med ham Peter, eller prøve at få nye venner til en anden sportsgren, som han netop er begyndt til.
Mellemrum

Bonussønnen var skeptisk, men vi prøvede at forklare ham, at venner er nogle, hvor man også har fælles interesser, så man kan grine af de samme ting.
Mellemrum

Og hvis de populære drenge kun går op i fodbold og biler, og bonusdrengen ingen interesse har for nogle af delene, så ville et potentielt venskab nok være temmelig udfordret.
Efter lidt tid virkede det som om, det gav lidt mening for ham.
Mellemrum

Alligevel kunne jeg ikke holde min mund og forklarede ham, at det var noget af det rigtig fede ved at blive ældre og især hvis han en dag skulle læse videre på en videregående uddannelse. For så ville man være omgivet af mennesker med samme interesser.
Mellemrum

Han nikkede og var stille. (Han har nærmest været skoletræt siden 1.klasse, så tanken om flere lektier, var nok ikke særlig motiverende for ham…)

Både min mand og jeg kunne se, at det tydeligvis havde været svært at tale om for ham.

Det gjorde ondt på os begge. For der er jo ingen, der ønsker, at deres kære skal opleve modstand og smerte.
Mellemrum

Men man må også huske på, at den styrke drengen nu bliver nødt til at etablere, måske er den, der gør at ham en dag blive sådan en, nogle andre små drenge ønsker at være.
Mellemrum

Hvem ved… Livet er fyldt med lektier. Bonussønnen synes lektier er kedeligt, men som vi altid siger til ham:
Mellemrum

“Livet er en stor lektie. Nogle gange forstår du først hvorfor du skulle lære det du lærte, meget senere. Men der kommer altid en dag, hvor det giver mening.”
Mellemrum

Og lige præcis dét, skulle vi voksne så også huske os selv på, da vi blev konfronteret med drengens udfordringer og vores egen magtesløshed. Også dét, er der en læring i og en lektie for os.

Mellemrum

Hvad med dig? har du stået i samme situation? Hvordan taklede du det? Og har du nogen gode råd, så modtages de med kyshånd, da det jo nok ikke er sidste gang at det gør ondt, at være forældre.

 

Anerkendelsesjunkier og gode gerninger… Hvad vælger du?

 

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.