Når jeg er kold, arrogant og skide irriterende….

Nogen gange får jeg faktisk ondt af min mand. Ikke lige i selve øjeblikket, hvor jeg burde have sympatien, men derimod bagefter. Når min dårlige samvittighed rammer. Som den gjorde i går aftes, da jeg lå i sengen og vidste, min mand sad ved computeren inde på den anden side af væggen. Et par timer inden havde jeg nemlig mildest talt bidt hovedet ham…

 

Jeg var træt, virkelig træt og stod og vaskede Dixons flasker op, da min mand stod og talte til mig, med stor begejstring om noget han havde læst. Så langt så godt… men da han så tog en håndfuld slik og spiste det højlydt smaskende, MENS han talte, så kogte jeg simpelthen over! Jeg kunne dårligt nok forstå hvad han sagde, så proppet var hans mund!

( i kan godt høre at han er en meget modig mand når han tør udsætte mig for det, ikke?)

 

Til historien hører det sig, at jeg EEELSKEER slik. Som i en virkelig stor kærlighed. Jeg har nærmest haft et afhængighedsforhold af slik, men efter at jeg sidste år fik allergi overfor farvestoffer (selvfølgelig skal jeg have sådan en super mærkelig allergi!) er slik bandlyst. Og jeg savner det. Åh hvor jeg savner det og især når jeg er træt. Meget træt. Som jeg var i går.

 

Min dag var startet 05:45 som den plejer. Badning, tørre hår, sminke, lufte ud, morgenmad, tøj på den lille, afgang mod toget 7:00, arbejde, afgang mod stationen ca 15, ringe til min mor fra toget, skynde mig ned i vuggestuen, gå hjem med barnevognen og en hylende unge, der havde lavet stort i bleen (selvfølgelig kunne han ikke gøre det i vuggestuen, men i stedet på turen hjem, hvor jeg ellers havde tænkt, vi skulle være stoppet og kigget på blomster og hygget, men nej nej, mor bestemmer intet) hjem med ham, skiftede ham, opdagede, at hunden havde smidt halvdelen af pelsen på gulvet (forstår ikke han stadig har hår på kroppen!) støvsugede hele hyblen, gav den lille lidt at drikke og spise, (et meget nærende knækbrød, så han kunne underholde sig selv… åh jeg vinder hermed prisen som doven, fraværende mor) satte en vaskemaskine over, kyssede min mand velkommen hjem – nå nej, det glemte vi, for da han kom ind, var den lille ked og min søde mand satte sig straks og legede med ham.

 

Følelser… det er ikke dem, der laver rod i det liv. Det er det du gør, for ikke at mærke dem! 

 

Så luftede jeg hunden (nu havde min mand både luftet hunden i morges OG givet den lille morgenmad og afleveret ham og jeg skulle tale med min bror og anede ikke hvornår jeg ellers kunne nå det)
Og da jeg kom retur, badede jeg den lille mens manden lavede mad. Så spiste vi – og nød at kunne trække vejret bare lidt mens den lille kastede om sig med maden og gjorde ihærdige forsøg på at vande gulvet… Efter middagen ryddede jeg op og manden hyggede med den lille. Så gav han ham aftenflaske mens jeg hang vasketøjet op.

Til gengæld puttede jeg den lille, som heldigvis faldt hurtigt i søvn og SÅ vaskede jeg flaskerne op og var ærlig talt lidt (=MEGET) træt og mit overskud var vist blevet hængt til tørre sammen med vasketøjet… og så var det min mand talte til mig med munden fuld af slik. At han vovede!!!

 

Jeg ved jo godt, det er så uendelig latterligt at det, altså lidt smasken, kan ødelægge det der var tilbage af aftenen og gøre både min mand og jeg kede af det. Der findes jo rigtige problemer og dem har vi da også nogle af, så hvorfor fik dette ligegyldige element lov at tage så meget negativ energi?

 

Utroskab, balloner og en fødselsdag

 

Jeg har ikke noget svar, udover at jeg bare er menneske. Og mor. Og kone. Og datter. Og søster. Og bonusmor. Og kollega. Og nogen gange nærmest udkørt.
Men hvor er det bare ærgerligt, at jeg ikke bare kunne være glad og stolt og taknemmelig over at have en mand, som faktisk gider dele sine tanker med mig. Som taler til mig. Med mig og beder om mine input. Hvor er ærgerligt og dumt at jeg ikke ”bare” fokuserede på det, frem for hans smaskende mundlyde.

 

I sidste ende er det jo mig selv, der betaler den største pris. For jeg sagde undskyld til min mand. Han kender mig og ved, at nok gjorde jeg ham ked, men det er intet i forhold til den dårlige smag jeg selv har i munden. Selv nu – dagen efter. Om lidt kommer min mand hjem…

 

Tror jeg vil overraske ham med et lille brev om hvor fantastisk dejlig han er og hvor højt jeg elsker ham. Altså når han spiser pænt og lydløs…..

 

Derfor skal du ikke gifte dig med en hjælpsom mand

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.