“Hun har ventet på Dixon hele morgenen,” sagde en lille børnehavepige forleden, da jeg trådte ind i børnehuset sammen med Dixon.

Straks løb Dixon over til en glasdør og rakte hænderne frem mod en lille lyshåret pige, som stod på den anden side af glasdøren og gjorde det samme.

“Okay,” svarede jeg og morede mig over børnenes gensynsglæde.
“Hun er HELT vild med ham. Derhjemme går hun og siger “Digon” heeeele tiden” fortalte pigen begejstret, som viste sig at være storesøster til den lille pige på den anden side af glasdøren.

Da Dixon så endelig havde fået tøj og sko af og kunne løbe ind til den lille pige, lad os kalde hende Solstråle, faldt de to straks hinanden om halsen.

Børnene gav hinanden et stort kram efterfulgt af endnu et. Det lignede næsten forelskelse.

En af pædagogerne kom over til mig og fortalte, at Dixon og pigen Solstråle var meget glade for hinanden og rendte rundt og krammede og kyssede.

“Okay,” svarede jeg smilende og samtidig lettere forundret. (Han er trods alt kun lige fyldt to år! Var der nogen der sagde hønemor…? 🙂 
Jeg kiggede over på de to børn, som løb hånd i hånd lige indtil Dixon så en brandbil, slap Solstråles lille hånd og styrtede over og tog brandbilen med på en løbetur ind i børnehaven.

Solstråle løb efter ham, men han ænsede hende ikke.

“Hele dagen render hun rundt og siger “Digon” og når hun ikke kan se ham, slår hun ud med armene og siger “Diiigon” fordi hun ikke kan finde ham,” fortalte en sød pædagog grinende.

Jeg grinede med. For det er da sjovt. Og kært. Og rørende. OG lidt trist.

For mens min Dixon åbenbart fylder enormt meget i Solstråles bevidsthed, så var det tydeligt, at hun ikke fylder nær så meget i hans.

Samtidig er der ingen tvivl om, at han er rigtig glad for pigen. Han lyste op, da han så hende og han løb begejstret over til hende.

Hun var bare ikke nok for ham.

Han var derimod rigeligt for hende.

Situationen fik mig til at mindes min egen og veninders ungdom, hvor samtalerne ofte drejede sig om den ene særlige udvalgte fyr og hvad han gjorde – eller netop ikke gjorde.

Når manden kommer hjem med blomster – som HAN har fået!

Som ung talte vi piger ALTID og næsten KUN om drengene.

Fyrene fyldte enormt meget i vores bevidsthed og jeg må nok tilstå, at jeg har svært ved at forestille mig, at vi piger har fyldt ligeså meget i deres. For mens vi brokkede os over deres computer-fascination sad drengene ofte netop ved computeren og dyrkede denne passion, mens vi piger sad og sludrede om dem og det.

Ofte forundredes og frustredes vi over fyrenes Peter Pan lignende symptomer.

For Peter Pan er jo trods alt også en dreng og mig bekendt, findes der altså ingen kvindelig pendant til ham.
Og måske er der en god grund til det.

Måske det bare er noget kønsligt eller genetisk?

Jeg mener, hvis det allerede tager form i vuggestuen, så er vi ligesom rimelig prisgivet. Måske kommer pigerne automatisk til at kaste al deres kærlighed på én udvalgt dreng, mens drengene fordeler deres på både en pige (eller flere!) og andre interesser, så som brandbiler og computere.

Måske er vi hunkøn så forhippet på at være noget for nogen, allerede fra barnsben af, at vi fuldstændig glemmer, at være noget for os selv….. !!!!……..

Vi glemmer os selv.

Vi glemmer vores interesser, lyster og fascinationer. Vi fokuserer i stedet på den udvalgte “partner,” som skal opfylde alle vores krav om lykke og glæde frem for at fokusere på os selv og på ALT det, som vi selv kan gøre, for at opfylde vores behov for lykke og glæde.

Derfor skal du ikke gifte dig med en hjælpsom mand

Måske dette er den største forskel på piger og drenge – mænd og kvinder. Måske vi lærer det tidligt fordi,vi ser det hos vores forældre.

Men måske tager jeg fejl.

Måske antager jeg noget, som slet ikke er.

Måske pigernes interesse bare ER at tale om fyre og menneskelig opførsel og måske den lille Solstråle bare jagter Dixon fordi, hun keder sig og søger lidt sjov og ballade. Måske er hun egentlig den aller kvikkeste, fordi hun bevidst opfylder sine egne behov.
Måske de yngre generationer at vores kønsfæller har forstået, at de har rigeligt i sig selv, når bare de tør tro på det.

Måske svæver Peter Pan i virkeligheden rundt sammen med Klokkeblomst og nyder hinanden OG friheden 🙂

Man kan jo håbe…. 😉

Kvinder elsker sjældent, men meget
Mænd elsker ofte, men lidt

(Ukendt fransk citat)

Mine forældre har holdt sammen i 47 år! Læs om dem og deres kærlighed lige her!