Upolitisk korrekt mor – det er vist mig!

Man skal da være med i en mødregruppe – det er SÅÅååå hyggeligt!

Og Babysvømning – dét elsker alle små børn jo!

OG rytmik! Det er også super godt for deres motorik og vi skal jo være HELT sikre på at barnet udvikler sig ordentligt.

Så man bør også købe et par bøger om babyrytmik, gå til babyyoga og købe noget ordentligt sansemotorisk legetøj. For tænk hvis de ikke lærer at kravle til tiden!

For slet ikke at tale om at gå! Gips! Man vil jo nødigt være forældre til det langsomme barn, der tillader sig at udvikle sig i eget tempo!

Uhhh og vent – jeg har glemt noget vigtigt. MEGET, meget vigtigt. Babyer SKAL altså sove udenfor i klapvognen det første år, (og selvfølgelig holder du et års barsel hvad enten i har råd til det eller ej!) for barnet skal jo ikke smides ud i den virkelige verden før tid!

OG husk nu, sengetiderne SKAL være faste – ligegyldigt hvad!

Tilståelse: Jeg hedder Nicola, er mor til Dixon på 28 måneder og jeg har ikke gjort noget af ovenstående!

Ikke en eneste ting. Vi spiser heller ikke økologisk. Kun nogle gange.

Jeg har overvejet at gå til alt mulig, men konkluderet, at det der måske ville være en fest for Dixon, ville være et mareridt for mig. Jeg HADER klor og det eneste der er værre end det, er at stå nøgen foran fremmede mennesker. Det er bare ikke noget for mig.

Jeg er god til at snakke, men er bestemt ikke til ligegyldig smalltalk hvor man i timevis skal beundre babyernes evne til at rulle om på maven og jeg gjorde bevidst INTET ud af at lære Dixon at gå. Tværtimod!

Jeg var så også så heldig, at vi havde en formidabel sundhedsplejerske som netop sagde, at det var særligt vigtigt at lade drengebørn udvikle sig i deres eget tempo for at de senere kunne sidde stille i skolen. Så den sætning tog jeg til mig! Jeg elskede, da han dårligt nok kunne krave og bare lå og spjættede på gulvet. Dengang var der ligesom bedre plads til ham og mig i vores hverdag.

Vi bor på anden sal, uden elevator, så barnevognen den er kun blevet brugt, når jeg alligevel luftede hunden! Til gengæld har han næsten altid sovet til middag med vinduet åbent.

Og jeg har mere at tilstå…..

Inden jeg blev mor havde jeg MANGE ideer om hvad det betød – men virkeligheden er en anden og i dag må jeg tilstå, at flere af mine ambitioner er punkterede!

Jeg har aldrig været tiltrukket af konceptet mødregruppe…

men jeg kan også være svag og bukkede derfor under for det usagte forventningspres for mine omgivelser. (især min mand syntes da, jeg skulle give det et forsøg og få nogle ligestillede veninder) Så jeg blev skrevet op og dukkede op til mødet hos en af mødrene og spiste en bolle (selvfølgelig ikke købebrød, men hjemmebagt!) og følte mig total malplaceret.

De var flinke de andre kvinder. Ingen tvivl om det, men da de aftalte at mødes en gang om ugen!!! Læs: Én gang om ugen! Fik jeg stress. Så jeg endte med at takke pænt nej til gruppen og de hjemmebagte boller.

Jeg har hørt kvinder sige, at de kedede sig på barslen og så en masse Netflix og veninder. Den gruppe tilhørte jeg ikke.

Jeg er vild med Dixon og har altid været det, men har siden han blev født ofte følt et stressmoment over den tid han kræver.

Ikke fordi jeg ikke nyder samværet med ham, for det gør jeg. Altså – det meste af tiden, men jeg har bare også en masse andet jeg også gerne vil bruge min tid på.

Jeg elsker at skrive, jeg elsker at læse. Og jeg er vild med Youtube og især TedTalks! Altså en masse tidskrævende ting, som jeg kun kan gøre alene og i fred og ro.

Gør det mig til en dårligere mor?

Det vælger jeg ikke at tro, for min dreng trives, er sund og rask og altid glad. Jeg er måske også heldig, for der findes jo forældre til nervøse usikre børn som kræver særlige omstændigheder.

Det gør Dixon (heldigvis) ikke. Han har ALDRIG grædt eller råbt, når vi har lagt ham. Han har da prøvet med krokodilletårer et par gange, men han har aldrig haft succes med det. Så lige på det punkt er vi også meget heldige, men har også være stålfaste i vores princip om at han ikke skulle få lov at styre hele vores liv.

Min mand og jeg har altid ment, at man skal respekter barnet, men at man ikke skal gøre alt på deres præmisser.

Det betyder i praksis, at Dixon tidligt i livet er blevet hevet med ud og overnatte hos familie, har måtte finde sig i skæve sengetider (fordi vi er så utjekkede, at vi hver aften pludselig siger “hov, klokken er over otte, vi må hellere få børstet hans tænder”!) og han har altid måtte sove til larm og støj, da der både er børn og dyr i hjemmet, som også skal have lov til at være der. Ligesom jeg vil støvsuge dagligt for jeg hader hundehår og den larmende rengøring sker oftest, når Dixon er lagt. Det eneste vi egentlig har holdt og holder fast på er, at han skal sove til middag fordi han altid har trives godt med det.

Der var engang hvor jeg følte mig som en doven upolitisk mor, når venner og veninder fortalte om  deres ture til babyrytmik, babysvømning eller sågar babyfodbold. I dag trækker jeg på skuldrene og tænker “Fedt for dem. Det må være dejligt at gide.”

Jeg vil hellere bruge min (og Dixons) lørdag formiddag på at bygge togbane eller hoppe i regnpytter. Det passer bedre ind i vores liv. Og det er vel lige præcis dét, som der er det aller vigtigste at huske som forældre:

Man skal gøre dét der passer til den man er, de værdier man har og det barn man er forældre til. Hvad enten man er det på den politiske- eller upolitisk korrekte facon.

Bekendelser fra en ærlig mor….

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook lige her