Min mand og jeg er sådan nogle, der er bedst under  pres. Tingene (altså de kedelige/omstændige) sker først, når de absolut skal. Så som puslebordet, som vi først fik sat op to uger før vores søn kom til verden.

I foråret var tiden så kommet til køb af klapvogn. (da drengen var begyndt i vuggestuen og over et år gammel…)

Lillemanden havde faktisk fået den foræret for laaang tid siden, så vi skulle bare vælge en. Så en dag, da vi alligevel skulle i banken og oprette børneopsparing og børnekonto besluttede vi, at det skulle være dagen, hvor valget af klapvogn blev en realitet.

Det du skal tænke over, før du beslutter,om du skal have endnu et barn

Kedelige barnevogne

Men åh Gud – jeg var slet ikke forberedt. Lige inden vi skulle køre kom min mand viftende med nogle papirer han lige havde printet med gode råd til køb af klapvogn, testvindere etc.
Vi gik ind i butikken “Kære børn” og kiggede. Der var mange forskellige modeller. Min første tanke var, at de alle sammen var ret kedelige. Sorte, grå og bæbrun var de dominerende farver. Min mand lod sig dog ikke mærke af de grå nuancer og begyndte begejstret at trille rundt med den ene model efter den anden mens an sammenlignede modellerne med hans testvindende-udskrifter…

Romantiske forestillinger om klapvogne og babyer

”Den her er lidt løs i sløret – den her er lidt slatten – den her vejer næsten ingen ting” etc sagde han mens han drejede og snurrede. Han var ret betaget af ”jogger” modellerne (sådan nogle der nærmest er trekantede fordi de oprindeligt er opfundet til at løbe med) fordi testvinderen var sådan en.

”Den her kan jeg godt lide,” udbrød han begejstret og trillede over mod mig med en chokoladebrun en. Køn var den ikke. De der joggere minder mig mest om en form for ellert til babyer. Hånden på hjertet, så passede den bestemt ikke ind i min romantiske forestilling om at være hende den smarte mor med den pæne klapvogn og den pæne dreng.

Mad i klapvognen?

”Den er også super praktisk når han får chokoladeis ud over den,” sagde min mand.
”Øhh hvad for noget? Det skal han da overhovedet ikke spise i den. Mad spiser man ved et bord!”

”Ja ja” svarede han overbærende og sendte mig det irriterende ”jeg-har-altså-prøvet-det-her-før-blik.” Han har jo nok ret, jeg tænker bare at is spisning udenfor og hvepse og bier er en rigtig dårlig combi…

Nå, men det kan jo være at lillemanden så kommer til at spise is med far og drikke vand med mor. Det er svært at gætte hvem han min helst vil trilles af…

Smukke Emmaljunga….

Men da gaven – altså klapvognen – kom fra min mands familie syntes jeg ikke, at jeg skulle være alt for bestemmende. Men selvfølgelig prøvede jeg at lufte min mening ganske diskret:

”Jeg synes bare den virker sådan lidt blød i det,” sagde jeg mens jeg elegant trillede frem butikkens flotteste model. En klassisk Emmaljunga klapvogn med hvidt stel og kongeblåt betræk.

Det hvide stel virkede – min mand var fascineret. Alligevel kunne farvefascinationen ikke slå fornuften ud af ham og da der var en bestemt model på tilbud ude foran, måtte han lige ud og se på den… imens trissede jeg over i en tilbudsbunke og så på bukser. Man skal jo vælge sine kampe…
”Nu kommer jeg jo i tvivl,” udbrød min mand frustreret, da han var tilbage og fortsatte:

”Jeg havde besluttet mig for den der jogger, men så kan vi jo ikke se ham!” Hmm… bum!!!!

Cupcake mødre og minimalistiske fædre

Pinlige forældre – det er os!

Lettere pinlige kiggede vi på hinanden.

Os, der set med vores egne øjne, prioriterer nærvær og samvær frem for nyeste trend og tekniske vidundere. Os – vi to, var liiiige ved at købe en klapvogn, hvor vi ikke kunne se barnet! Vores barn!
Så selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så var det nok meget godt at min mand havde prøvet det før. Altså al det der med børn, så vi fik købt den helt rigtige klapvogn: Den blå Emmaljunga, med hvide hjul og den helt rigtig kørselsretning 🙂

At være mor er et liv fyldt med angst!

Husk du også kan følge mig på Facebook og på Instagram