Vuggestuen, egoismen og opdrageren

Forleden da jeg aflevere min søn havde jeg travlt. Jeg skulle nå et bestemt tog og havde sat 13 minutter af til aflevering. Det burde være rigeligt. Normalt er min dreng meget nem og glad og kravler lykkeligt ind på stuen i legelandet.  Nogle dage er han selvfølgelig lidt pjevs, men det er aldrig værre end at en af de søde pædagoger kan kramme ham til smil.

 

Nå, men tilbage til den pågældende morgen. Alt gik fint. Han havde skidt derhjemme (ja sådan en bagatel betyder UTROLIG meget i mit moderlige hoved, som så kan ånde lettet op over at  vide, at maven fungerer og at han ikke har skulle sidde med fyldt ble i længere tid) Han havde spist sin havregrød og var faktisk glad da vi tog hjemmefra.

Inde på stuen satte jeg mig med ham på gulvet og vi legede med en pædagog, en anden lille pige og hendes mor. Børnene smilede, forældrene sludrede og et øjeblik var vi nærmest en idyl som var vi med i Far til Fire. Men så skete det der ikke må ske.

Moderen til den lille pige skulle gå og ganske automatisk løftede hun barnet over til pædagogen.

Hun rejste sig op og tog bamsen – BAMSEN med!

Altså den bamse, som moderen selv havde ladet hende tage med ned i vuggestuen!

Barn nummer 2? Overvejer du?

Forvirret og ulykkelig græd barnet. Forståelig nok. Hun skulle tage afsked med både mor og yndlingsbamsen på en gang!

”Jeg sagde jo, at bamsen ikke må bo hernede. Så bliver den bare væk,” sagde moderen til barnet, som græd så højlydt, at jeg seriøst tvivler på at hun hørte noget som helst. Især fordi hendes gråd smittede min søn. Af en eller anden mærkelig grund smitter børns gråd. Når først en græder, følger de næste trofast… Således også min. Han havde dog ingen bamse at række ud efter, så i stedet sad han bare og kiggede forvirret på henholdsvis mig og den grædende pige, mens han selv blev mere og mere opløst.

 

Moderen og bamsen gik, mens datteren desperat skreg og rakte ud efter dem. Den arme pædagog prøvede ihærdig at holde barnet fast som vred sig og skreg mens hendes hoved blev mere og mere mørkerødt.

 

Total egoistisk gik jeg væk med min søn. Stakkels pædagog. Barnet var blevet hysterisk og for at min søn ikke også skulle blive det, skyndte jeg mig væk med ham. Ind til de vilde drenge som siger som biler og får brio-banen til at gå i stykker. Det virkede. Min dreng var fasineret og glemte alt om den lille pige.

Livet med børn er et liv med syge børn. Læs om vores kampe med penicillin, primcillin og imacillin lige her!

Men hvad er egentlig fair? Vi betaler institutionen for at passe vores børn – bevares. Men betaler vi også for at opdrage dem? Det mener jeg ikke, jeg gør. Jeg ønsker da klart, at pædagogerne også hjælper til barnets læring om rigtig og forkert etc, men jeg sætter da en ære i selv at opdrage og mener også det er min pligt.

At lade barnet tage en bamse med i vuggestuen – sikkert fordi barnet slet ikke ville afsted til at starte med, mener jeg ikke er ok. Hverken overfor barnet eller pædagogerne. Man udskyder bare ”smerten” for barnet og giver branet endnu mere at være trist over, når det skal adskilles for sin forældre.

 

Nu det jo ikke for at hænge moderen ud. Selvfølgelig begår vi alle mindre kloge beslutninger i desperation for at holde vores børn glade. Sådan er det at være forældre – jeg opmuntrer blot til at placere opdragelsen (og bamsen) hvor de hører til.

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.