En af mine bekendte er lige død. Vi delte opgang. Oplevelser og nu minder. Måske har du fulgt hende på Facebook i gruppen “Støt Camilla til et længere liv.” Vi var mange, der støttede Camilla, men desværre blev hendes liv ikke længere end at det sluttede mandag d. 31 januar 2022. Camilla blev kun 36 år og efterlader sig en mand, to børn på 3 og 6 og en stor familie. Æret være hendes minde.

Jeg boede øverst og hun i stuen. Jeg kunne derfor se ned i deres have og de kunne uden tvivl høre min mand og jeg skændes via badeværelsernes afløb.
Hver gang mine sønner kiggede ned til hende fra vores altan, talte hun sødt til dem. Jeg var altid flov over mine alt for nysgerrige drenge, men hun tog det så pænt og virkede oprigtigt interesseret i at tale med dem.  

Da hun ventede sin yngste, gik hun og manden ofte ture om aftenen med barnevognen. Smilende fortalte hun mig, at det var fordi hun havde godt af det.
Jeg skammede mig. Vi havde en hund og mange af vores gåture nød vi ikke og at gå tur sammen var efter vores søns ankomst, blevet en sjældenhed.

Ønskebørn og selskabspapegøje

Hun havde en søn, da de flyttede ind og fik en senere en datter. Vejen til mor-titlen havde bestemt ikke været smertefri for hende og begge børn var ønskebørn. Når hun fortalte det, strålede sejrsrusen i hendes øjne.
Hende mand drillede hende kærligt med at være en selskabspapegøje og det var tydeligt, at de havde en stor omgangskreds.
Ofte kunne vi dufte deres grill tænde op til store middage.

De var familien, der tit tog på udflugter sammen. På ferier med svigermor og som oprigtigt virkede som om, at det de allerhelst ville, var at være sammen.

Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at hun var kvinden, der havde det hele.

Men alle liv har deres modstand og Camilla stod på tragisk vis mål for meget. Hun led af en meget sjælden gigsygdom, der blandt andet betydede, at hun arbejdede på nedsat tid. Til gengæld var hun mor på fuldtid og vi talte tit om morlivets medgang og modgang.

Lammet af sandheden
Jeg husker tydeligt den sommermorgen hvor jeg så en ambulance. Lige uden for vores opgang. Udenfor Camillas hjem. Camilla havde fået en hjerneblødning. På en eller anden måde stoppede logikken, for hvordan kunne det lade sig gøre?
Jeg husker også den dag, hvor jeg var spændt på at høre om scanningen. Vores børn fjollede gennem vinduet og da jeg spurgte, var svaret kort og tydeligt. Ikke godt.
Ondartet? Hvordan kunne det lade sig gøre? Hun skulle jo genoptrænes og komme hjem, hygge sig og have det godt resten af sit liv. Der var da ingen, der havde sagt kræft!
Jeg husker mest chokket og synet. Han holdt datteren på armen og Camilla kom hen til vinduet og snakkede med. De virkede begge rolige på en mærkelig lammet måde. Jeg måtte væk.
Jeg sendte min søn op til min mand og gik tilbage i min bil og græd.

Ekko af sygdom og kærlighed
Det har jeg gjort flere gange siden. For hvorfor skulle Camillas skæbne være så barsk?  
Det er sådan, at når et menneske har sat spor i os, findes de i vores bevidsthed. Og Camilla findes i rigtig manges. Ekkoet af hendes sygdom bragede i luften og på Facebook er vi mange, der har fulgt med og sendt virtuel kærlighed til Camilla og hendes helt igennem unikke familie.
 
Når jeg tænker tilbage på dengang vores veje krydsede hinanden fra start, var min oprigtige antagelse af Camilla helt korrekt. Hun havde det hele.
Hun oplevede det største og det mest fantastiske i livet, men hun oplevede også det aller mest smertelige. Viljefast gik hun gennem et levende mareridt omringet af oceaner af kærlighed og beundring.
Camillas liv var i den grad rigt på oplevelser og selvom jeg aldrig vil kunne forstå hvorfor hun skulle herfra så tidligt og så smerteligt, så vælger jeg at huske, at hun var kvinden, der havde alt – bortset fra tid.

PS: Camilla og jeg talte løbende om mine skriverier og netop dette indlæg var hun særligt begejstret for da hun mente det også passede til hendes værdier om børn, opdragelse og livet i børnehave