Er du i tvivl om du skal putte dit barn i børnehave? Læs hvorfor vi valgte børnehave til vores børn fordi og på trods?

Forleden blev jeg spurgt om hvorfor vi puttede vores børn i børnehave. Min første reaktion var, fordi vi var nødt til det.

Men da jeg tænkte videre, konkluderede jeg faktisk noget andet. Vi valgte helt bevidst børnehave frem for hjemmepasning.
Vores børn kom i børnehave, fordi min mand og jeg valgte det. Det gjorde vi, fordi vi først og fremmest tror på, at menneskelig udvikling sker i samspillet med andre. Det store sociale samspil- og modspil som børn oplever i institutioner, er for mig at se den bedste hjælp, vi kan give vores børn, når vi træner dem i livet og dets udfordringer. Jeg husker tydeligt en dag, jeg afleverede Dixon i børnehaven, og han spurgte en anden dreng, om de skulle lege.
Drengen nærmest skreg ”Nej,” ind i hovedet på min søn.
Det er bestemt ingen overdrivelse, at jeg havde lyst til at løfte den anden dreng og smide ham ud ad vinduet. Da jeg gik derfra, havde min søn stadig ingen at lege med, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule tårerne, der løb ned ad mine kinder.

Børnehavelivet er fuld af udfordringer og modstand

Heldigvis huskede jeg mig selv på følgende: Dixon havde aldrig lært at kravle, hvis ikke han var frustreret over, at han bare lå stille.
Han havde aldrig lært at tale, hvis ikke han var frustreret over at vi ikke forstod ham. På samme måde er jeg sikker på, at afslagene som han og andre børn får i samspillet med ligestillede er med til at både udvikle deres kreativitet og lære dem, at et nej ikke er verdens undergang.
Modstand vil han højst sandsynligt også opleve i skolen. Ja, selv på arbejdspladser oplever vi desværre at blive holdt udenfor, at få et nej, modstand og modspil.

Samspil og interaktion i børnehaven

I børnehaven oplever børnene samspil og interaktion, der løfter deres humør, inspirerer og fascinerer. I institutioner møder børn som bekendt andre børn. Og modsat børnene i vores omgangskreds møder de i institutionen også børn med andre værdier og opdragelsesnormer end dem selv. På godt og ondt.

Pædagoger, professionalisme og lærdom

Derudover var jeg glad for, at børnene var omgivet af pædagoger, som var professionelle og uddannet til at hjælpe bedst muligt og lære vores børn alt muligt, som jeg ikke havde tænkt på.
Da Dixon gik i børnehave besøgte de en hønsegård og både fodrede og så nedslagtningen af en høne. Efterfølgende spiste de hønsekødssuppe og medvirkede i et teaterstykke om høns og hønsegården!
De læste bøger om særlige sproglige udtryk, som jeg aldrig ville have tænkt på at tale med Dixon om. Pædagogerne lærte børnene om social interaktion og at være en god ven. De lærte at give plads til andre og nødvendigheden af at sige både fra og nej.
De dyrkede børneyoga og lærte børnene, at bandeord er toiletsprog. Det betød, at hvis det var så sjovt at sige, skulle de sige det til spejlet på toilettet. Børnenes fysik, mod og grænser blev udfordret i klatrestativer. Og genertheden lærte de at overkomme sammen, når de i fællesskab tog til børnefødselsdage i ukendte hjem.

Et kærligt valg for alle

Pædagogerne talte om og med børnene på en måde som kun børn og professionelle kan. Det siger jeg skamløst og med både kæmpe respekt og glæde over, at der var uddannede pædagoger ansat. Pædagoger, som jeg stolede på havde valgt faget af kærlighed til børnene. Akkurat ligesom jeg valgte at putte mine børn i institution af kærlighed til dem. Så hvis du spørger hvorfor jeg puttede mine børn i børnehave, er det enkel svar: Fordi jeg elsker dem og tror på at de bliver bedst trænet til livets skole lige dér.

NB: Vi har nu oplevet 2 forskellige børnehaver og jeg har efterfølgende lært, at der er meget store forskelle på børnehaver og standarden/lærdommen i dem. Dog holder jeg fast i at hvis bare mit barn har det godt i børnehaven og jeg stoler på at de ansatte er der for at hjælpe børnene, så er det jo egentlig det aller vigtigste.