"Så vil du med ind?"  spurgte han mig mens han lænede sig ud over gelænderet og kiggede smilende ned på mig. Han havde rødblondt hår. De kæreste brune fregner og helt klare øjne. "Jeg ville rigtig gerne, men jeg kan ikke. Desværre," svarede jeg og kiggede over på Dixon, der sad i klapvognen og kiggede betaget op på os. "Hvorfor ikke?" spurgte han friskt og med direkte øjenkontakt. Det var tydeligt, at han ikke godtog mit afslag. Han var dæleme dejlig og hvis det ikke var fordi, han bare er 5 eller 6 år, så var jeg nok blevet endnu mere blød i knæene, end jeg allerede blev.   Til historien hører det, at jeg mødte drengen i eftermiddag, da jeg var på vej hjem med Dixon. Drengen er storebror til en pige i Dixons vuggestue og af en eller anden grund, falder ham og jeg ofte i snak. I går havde han et tøjdyr med i børnehaven. Det var en plys kylling i en æggeskal og han fortalte mig, at den hed "Ægger." En anden dag var han klædt ud som soldat og fortalte, at hans morfar var soldat og en helt tredje, fortalte han mig hvad en rigtig Ninja er. (Ja, man kan lære noget alle vegne hvis man vil) Men altså, Dixon og jeg var lige gået over fodgængerfeltet, da drengen så os komme gående. Bonus ved bonusbørn! Læs mere her "Heeej Dixons mor," sagde han og løb mig i møde. "Hej," svarede jeg. "Jeg har bagt påskekage med min mor i dag," sagde han stolt og fortalte, at de havde haft en super dejlig hyggedag og han derfor ikke havde været i børnehave. Vi talte også om "ægger" og en postbil, der havde siddet fast i deres rabat og at der kom en kæmpe kranbil og fjernede den. Men højdepunktet var da chaufføren havde givet min lille nye ven nogle citronbolsjer. Desværre smagte de bare ikke så godt. Da jeg gik fremad - demonstrerende at samtalen ikke kunne fortsætte, sagde han: "Min mor sagde faktisk, at jeg godt måtte invitere nogle ind til kage, hvis jeg mødte nogle jeg kendte. Så vil du med ind," spurgte han som sagt, og en selv en gift kone som jeg, blev faktisk lidt blød i knæene og smigret over invitationen. Ikke nok med at han er kvik og køn. Han kan åbenbart også bage kage og så gør han som hans mor siger ... Pigerne i vuggestuen og børnehaven har meget at se frem til. Ligesom gamle piger som mig har. For netop sådan en uventet oplevelse er endnu en af de dejlige ting ved livet som mor. Intet kan planlægges, men til gengæld overraskes man ofte. Jeg håber, du giver dig tid til livets små overraskelser - for det er ofte dér, glæden bor.   Da min stue blev kaldt et bombet lokum...