”Se hvor store mine læber ser ud på det billede,” sagde min niece på 9 år, da hun viste mig et billede på sin mobil. Jeg kiggede på billedet og så på hende og svarede: ”Jeg synes, du er meget pænere i virkeligheden.” Da jeg efterfølgende tænkte over episoden, blev jeg ked af det. Ked af, at en lille pige på bare 9 år allerede har tillært sig at det er smukt at have store læber og derfra konkluderet, at hendes egne ikke er store nok.

For hvad er skønhed?

Jeg kan nemt kigge mig omkring og finde en smuk kvinde (defineret ud fra vesten) hvis blik er tomt. Og jeg kan vise dig et smilende ansigt på en med Down Syndrom og jeg garanterer dig for, at du smiler igen, når du ser de strålende øjne og det oprigtige smil. Jeg legede selv med Barbie som barn og har intet imod dem. Men jeg voksede trods alt også op i en verden med mindre retouchering, færre filtre og et mediebillede og ægte rollemodeller, der var noget nærmere virkeligheden end nutidens. Jeg er selv storforbruger af Youtube, og er ikke modstander af det, men jeg frygter også at netop den enorme eksponering af hele den kommercielle verden, kan være med til at forvirre børn. Hele underholdningsindustrien har fokus på udseende og iscenesættelse af kunstnerne med et forfærdelig stringent billede af succeskriteriet. For succes, skønhed og berømmelse er målsætningen i denne overfladiske verden, hvor jeg fristes til at spørge:

Hvor er næstekærligheden?

Hvor er glæden ved at hjælpe og give?

Hvor er mennesket?

Og det værste er, børn eksponeres for det, længe før de selv kan læse og skrive. Se bare på de dukker som piger, altså dem der er yngre end mine niece, leger med. Barbie og Bratz er jo enormt stereotype (og decideret virkelighedsfjerne!) versioner af skønhed. Og det er ikke kun dem, der forvirrer de små hoveders betragtning af skønhed. Se bare Disney filmen Frost, hvor hovedpersonen nærmest ligner en pornostjerne i lang kjole. Og det er hende, de små er vilde med. Ikke den ”kedelige” søster med brunt hår og tildækket krop, men som til gengæld har den skønneste humor.

Børn vokser i dag op i et samfund, der hylder skønhedsidealer som både er rynkefri, dellefri, lugtfri og hårfri (altså undtagen på hovedet!)

Og hvor succes er lig med skønhed og vice versa. Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor har vi tilladt det? Børn eksponeres for disse værdier i legetøj, i Disney, i Vild med Dans, i Hannah Montana, i pige-magasiner og dameblade, på Youtube og på gaderne, hvor de går. De oplever mødre, søstre og rollemodeller, der helt frivilligt om-modelleres og som beklager sig over sig selv. Beklager sig over hvordan, de ser ud og gør sig enorme anstrengelser for at skjule dem de er! Det jo grotesk, at det naturlige er blevet det forkerte! Hvordan kan vi som ellers temmelig veludviklet og ikke mindst, veluddannet generation tillade det?

Hvordan er vi blevet så overfladiske?

Bliver du ikke både chokeret og bange når du hører, at en 9-årig pige i det hele taget tager stilling til sine læbers størrelse? Det gør jeg og mest af alt, så gør det mig utrolig trist. Især fordi hun er smuk, som hun er. Men som min veninde engang sagde til mig: ”Hvis ikke du tager dine børn med til en nudist strand i Tyskland, så lærer de da aldrig hvordan ægte mennesker ser ud”! Selv svømmehallerne herhjemme er fyldt med tatoveringer og kunstige balloner og man kan endda flere steder klæde om i et ”familierum,” så vi slet ikke behøver at se vores medmennesker uden tøj på. Noget, der burde være en helt naturlig ting er blevet et tabu.

Vi er blevet kropsforskrækkede og viser kun de polerede versioner frem.

Derudover vil jeg påstå at mange af de kvinder – især de yngre som får lavet alt muligt, gør det fordi de prøver at leve op til nogle krav og ønsker som de ikke selv har defineret, men som de hovedløst underkastersig frem for at spørge sig selv:

Hvad synes jeg, er smukt?

Med fare for at støde rigtig mange vil jeg derudover mene, at mange ville få et bedre udbytte og et lykkeligere liv, hvis de i stedet brugte pengene på reel selvværds-terapi. For vi kan som bekendt ikke købe os til lykke, ligegyldigt hvor mange penge, indsprøjtninger eller operationer vi ofrer.

Hvor er vi på vej hen?

Jeg ser forældre cykle sammen med deres børn, men hvor det kun er barnet, der har cykelhjelm på. Lader vi virkelig forfængelighed overgå fornuft igen og igen? Hvad med at udvise lidt taknemmelighed og ydmyghed over at være sund og rask og leve i en tid fyld med muligheder for at leve et godt liv frem for at overskygge det med dårlige, overfladiske tanker om det ydre? Hvad med at lære vores børn, at starte dagen med taknemmelighed?

At prioritere smil.

At vælge deres tanker med omhu og skabe et liv, hvor målet er at være et godt og tilfreds menneske og hvor deres meninger er deres og ikke bare noget som en kommerciel industri konstant får proppet i hovedet på dem? Børn gør jo ikke, som vi siger. De gør, som vi gør. Så hvilke værdier efterlever du og hvilke værdier ønsker du, at dine børn og kommende generationer skal leve efter? Hvordan skal de lære at passe på kloden, hvis det er okay at sprøjte gift i sig selv? Hvordan skal de mærke lykke og glæde, hvis de tror, den skal se ud på en bestemt måde? Og hvordan skal de elske sig selv, hvis de tror, de skal se ud på en bestemt måde for at fortjene det? Og værre endnu - hvordan bliver deres liv, hvis de tror, at de skal eller kan købe sig til at blive en anden version af sig selv og dermed blive både skønnere og mere lykkelige? Tænk, hvis vi i stedet stoppede op og lærte vores børn at måle succes i livet med antallet af grin.

Så jeg spørger igen: Hvad er skønhed for dig?

Ovenstående blev til et forkortet læserbrev i Kristelig Dagblad. Det kan du læse her: