Skønt jeg aldrig har tvivlet på min mors kærlighed, blev jeg alligevel forleden – i en alder af 33 år – forundret og imponeret over hvor meget min lykke betyder for min mor. Jeg var hjemme og spise hos mine forældre, da min mor og jeg kom til at tale om kjoler og mode generelt . Pludselig sagde hun: ”Jeg glemmer aldrig den kjole du så i Illum.” Straks tænkte jeg på en kjole jeg havde set for et par år siden, som var der i et nummer for stort og et for småt. I dag har jeg fuldstændig glemt hvordan den så ud og husker kun skuffelsen over ikke at kunne passe den magiske kjole. Som ved nærmere eftertanke faktisk var en nederdel.   Men tilbage til middags-snakken. For det viste sig nemlig, at den kjole som min mor tænkte på, åbenbart var en sort mangefarvet kjole som jeg i en alder af 5 år (!!!! og så forstår mænd ikke at vi elsker tøj og mode når genet allerede var vakt i en alder af 5!) havde forelsket mig i på en af vores mange ture til byen. Jeg kunne desværre slet ikke erindre kjolen, men imponerende som hun er, kunne min mor sagtens huske den. Dengang, for 28 år siden, kostede kjolen 700 kroner og min mor havde virkelig ikke råd til den. Men en tåre i øjenkrogen fortalte min mor mig: ”Jeg sagde til dig, mor har ikke råd. Men jeg tror ikke du forstod hvad det betød.” Dér gik det op for mig, at min mor stadig var ked af, at hun ikke havde kunne give mig alt hvad jeg ønskede mig.   700 kroner dengang har nok svaret til 2000 kroner i dag, så jeg synes da kun det er godt, at hun ikke købte den. Penge eller ej. For hvad i alverden skulle et 5 årigt barn med så dyr en kjole?   Men at se, at det stadig berørte min mor, at hun ikke kunne give mig den kjole – når hun praktisk talt har givet mig alt andet hvad jeg har peget på – gjorde ondt på mig. Helt ind i hjertet.   Man siger, det fantastiske ved børn er, at det du giver, får du igen – ligesom med hunde. Hvis du giver dem kærlighed, så får du kærlighed. Måske er det derfor, jeg elsker min mor så højt, som jeg gør. Hun har altid givet mig uendelig meget kærlighed.   Hun er ikke bare min mor. Hun er min bedste ven, min trofaste støtte. Hun er solstrålen der trofast hiver mig op, når jeg er nede i et af mine mørke huller. Hun har altid troet på mig og hun er der altid for mig. Hun er faktisk ret fantastisk og jeg er oven i købet så heldig, at folk siger, jeg minder om hende.   Jeg skylder hende meget. Især en stor tak – også for alle de mange kjoler som hun har givet mig.   I kan nok høre min mor er fantastisk. Læs endnu mere om hvor sej hun er her, hvor jeg fortæller lidt om hvordan det var da hun holdt barsel med sine tre børn i slut 70'erne / start 80'erne   Forresten er billedet er af mig, min mor og mine brødre. Den kjole jeg har på de,r er faktisk en del af mine tidligste minder. Jeg eeeelskede den kjole. Ved ikke hvordan den fra Illum så ud, men jeg ved, at jeg havde kjoler som jeg var meget glad for og dét skal begge mine forældre have kæmpe tak for.   Min mor er nemlig uddannet indenfor modetøj og har derfor altid været sød til at købe flot tøj til mig, men min far har bestemt heller ikke stået tilbage. Han har rejst det meste af kloden rundt og næsten altid købt tøj med hjem til mig. Forkælet pigebarn - ja, det tror jeg nok jeg var. Eller rettelse - er! :-)   I øvrigt er jeg taknemmelig for.... Læs mere her