Kender du den der med at dimsen til lynlåsen pludselig knækker af? Det gjorde min forleden. Lige som jeg kom hjem med Dixon. Jeg var træt. Han var træt. Jeg havde det varmt OG jeg kunne ikke få jakken af! AArrrggghhhh!!!! Lige dér, var der trænge kår for tålmodigheden. Heldigvis kom min mand hjem cirka tyve minutter senere og bemærkede straks at noget var galt: "Hvad er der sket her?" spurgte han og pegede på mit tørklæde, hue og vanter der lå på gulvet . (Jeg lægger dem normalt altid på plads, men i min frustration, afmagt og et hedeslag-på-vej blev tingene bare smidt, mens jeg hev og vred i lynlåsen!)   "Rolig nu," svarede han irriterende overskudsagtigt da ordene og frustationen boblede ud af mig.... Min mand  gik ind på kontoret og kom tilbage med en... klips!?!   Jeg kiggede skeptisk, men iagttog ham sætte den på lynlåsen og vupti, så duede den igen.   Lykke er... en klips og en hjælpsom mand! ;-)    Jeg har ellers tidligere brokket mig over min hjælpsomme mand. Læs hvorfor her