Når man har et barn, er der rigtig mange, der ofte spørger, om man skal have en nummer to. Der er da også noget, der tales meget om i medierne - for vi får jo ikke nok børn. De politiske virkemidler om mine meninger herom, får du en anden dag. Lige nu tænker jeg mest på det rent egoistiske i at få endnu et barn. Nemlig det eneste rigtige spørgsmål, som man skal stille sig selv: Orker jeg det? For helt ærligt, så er det hårdt at være forældre og man aner jo ikke hvordan nummer to eventuelt vil være. Så sent som i morges, talte jeg med en mor nede fra vuggestuen, som har en stor på 2,5 og en lille på 7 mdr. Den store var lettere end let. Sov laaange lure, sov hurtigt igennem om natten, spiste alt og var et glad og roligt barn - og er det stadig. Lige inden moderen fødte barn nummer to, talte jeg med hende en morgen, hvor hun var høj på forventningens glæde og sagde: "Måske skal vi have tre eller fire børn." Babyfødder og skæve ben... Det er ikke nemt at være forældre...   Men... Ja, der er et men og det er et KÆMPE MEN! For så kom lillemanden til verden og hun ændrede mening. Han er nemlig nærmest modsat sin storesøster. Indtil for nylig har han skreget ekstrem meget. (og de har både være til kiropraktor og andre eksperter, som alle fastslog, at barnet intet fejlede..!)  Han har aldrig sovet igennem og tager kun små korte lure. Hans stakkels mor skal stadig op en gang i timen hver nat! Og i morges sagde hun uden tøven. "Vi skal ikke have flere børn. For man ved jo ikke, hvad man får. Så nu har jeg bestil en kat og den kommer på torsdag"! Imponerende nok, har hun bibeholdt sit gode humør og kan selv joke med det. Men som alt andet, er der alvor bag grinet. For det er da sk*** hårdt med et barn, der skriger og ikke vil sove eller spise. Det er sindssyg hårdt! Jeg forstår virkelig godt, at biologien kræver to til at skabe et barn, for det kræver godt nok også (minimum)to til at passe det! :-)   Cupcakemødre og minimalistiske forældre. Læs om dem, og mit syn på dem lige her   Så da den stærke mor spurgte mig, om vi skulle have en nummer to, svarede jeg helt ærligt: "Jeg ved det virkelig ikke - for jeg ved ikke om jeg orker det."   Hun grinte medfølende og nikkede forstående. Var der nogen, der forstod mig, så var det hende! Men selvfølgelig havde hun lillemanden på skødet, som lige der, var både lækker, smilende og monster charmerende. Han lavede pruttelyde med læberne og flækkede selv af grin. Det lød fantastisk - ligesom mine æggestokkes knirken....     PS: Når man overvejer barn nummer to skal man også lige huske alt det der med syge børn.. det har jeg skrevet lidt om her hvor vi havde lidt af en kamp, da Dixon nægtede at spise penicillin