For nylig kørte damebladet Femina en kampgane der hed 100% mig. Den var faktisk et manifest hvor fire kvinder på skift stod frem og var 100% sig selv.

Chefradaktøren Camilla Kjems startede med at vise hår under armene mens hun fortalte, at hun også havde silikone i brysterne.

Forfatter Julia Lahme viste sin mave frem – som den nu så ud efter kejsersnit og flere operationer.

Dorthe Khandi, som er en smuk kurvet kvinde stod frem og fortalte, at hun alligevel går i stramt tøj.

Og journalisten Tine Bendixen, som er et godt stykke over 30, viste sit lange gråsprængte hår frem. De viste, hvem de var, ærligt og sandt og tillykke med det.

Jeg forstår tanken og jeg støtter op om budskabet.

Men helt ærlig – det er 100 år siden kvinder fik valgret og det er det, der bydes ind med?

Jeg ved da godt, at kvinders manglende selvaccept er et kæmpe problem – her er jeg fuldstændig enig.

Men alligevel synes jeg kampagnen bliver flad. Faktisk synes jeg at Julia Lahme er den mest modige – selvom jeg samtidig synes hun er lækker og altså FOR lækker til ordentlig at få min ”jeg-viser-min-bløde-mave-frem-respekt” .Men jeg forstår at det alligevel nok er grænseoverskridende for hende og dét både forstår og respekterer jeg.

Erklæret feminist eller ligelist? Hvad er du?

Men hår under armene, silikonebryster, stramt tøj trods deller og løst gråsprængt hår – er det modigt?

Vildt?

Overraskende?………

……Ikke rigtigt, vel?

Jeg synes det i hvert fald ikke. Det har jeg da set masser af gange uden at det har fået mig til at måbe eller inspireres.

Kampagnen handler om at være sig selv – alligevel er det ret fysiske udseendemæssige ting, der fokuseres på. Det synes jeg faktisk er ret ærgerligt. For i min optik starter enhver selvaccept indefra – ikke udefra!

Derudover savner jeg nogle der tør og gør.

Hvis vi holder os til det rent fysiske kunne man i stedet have vist alle vores normale skavanker. For dem er der altså mange af os der har!

Skæve tæer, mormor-arme, uens bryster, en tredje brystvorte, underbid, modermærker, bare pletter på hovedbunden og andre ”banale” ting, som vi alle ved kan optage uanede mængder af vores tid og fokus.

Men feminisme er vel meget mere end ren fysik?

Det er vel mere end udseende?

Selvom dette selvsagt er symptomatisk på mange ting – også dårligt selvværd og manglende accept!

Da kvinderne fik stemmeret i 1915 var en korthårsfrisure og lårkorte nederdele nok ret revolutionerende, men ellers tror jeg ikke kvinderne som sådan hang sig i udseende i forhold til det der var på spil:

Deres stemmer. Deres meninger. Deres lyd.

Så hvorfor er det nu, 100 år senere, primært udseendet der fokuseres på og ikke vores manglende tro på os selv?

Vores manglende solidaritet?

Vores manglende mod til at forfølge og kræve vores ret?

Det bliver desværre lidt banalt for selvfølgelig må vi alle have lange hår under armene, og grå udvoksninger hvis det er det, vi vil. Men det er ikke alle kvinder, der ansættes med barselsordninger, ordentlige arbejdsforhold og ligeløn– selvom det egentlig er dét, som de allerhelst vil.

Det er vel dét, som feministerne bør kæmpe for i dag og ikke bare for udseendet.

Når alt kommer til alt, er der vel intet udseende eller look som i sig selv er beviset på feminisme eller selvaccepten. Snarere tværtimod.

Heldigvis er looket ligeså frit som ordet heldigvis også er.

Også når jeg taler og er 100% mig selv!

Læs mere om kampagnen lige her:

http://www.femina.dk/100procentmig