“Hun går altid nøgen rundt ude i haven?” fortalte min mor engang om en af hendes veninder. Hun sagde det i et toneleje som afslørede, at hun nok både var lidt forarget og forundret, men også misundelig over, at veninden turde.
Jeg var teenager og husker ikke min egen reaktion, men sætningen har tydeligvis sat sig i min erindring.
Jeg tror, jeg dengang, forundredes over at en kvinde, der havde en bmi, der var langt over skønhedsidealet alligevel turde gå nøgen rundt.
At hun havde det mod, den ro og selvtillid. Dét ved jeg, at jeg beundrer dybt den dag i dag.
For nøgne mennesker – altså, naturlige nøgne mennesker er jo faktisk blevet et særsyn i dag.
De eneste steder man umiddelbart ser naturligt nøgne mennesker er på naturiststrande eller i omklædningsrummet i svømmehallen – og der kan man faktisk skjule sig flere steder og holde omklædningen privat, i de såkaldte familierum.
Og nå ja, hvis ikke man er nabo til min mors veninde 🙂
Vi er nærmest blevet kropsforskrækkede og skjuler den nøgne hud og undskylder vores manglende mod med appelsinhud, mormorarme, strækmærker, tykke lemmer eller hvad end vi kan kritisere os selv for!
Jeg undres og tænker: Hvornår er det sket? Hvad er der sket? Og hvorfor er det sket?
I 90’erne lå jeg selv topløs på stranden – men i dag har jeg svært ved det. Min egen mand har sågar svært ved at gå med bar mave fordi også mændene er begyndt at dække sig til hvis ikke de har six-pack!
Hvis man ikke har de rette silikoneformede babser eller de imponerende tusser på den veltrænede krop, føler mange af os, at vi ikke helt har ret til at vise os frem.
Det er nærmest blevet forventeligt, at vi skammer os på stranden mens vi læser en bog, der lover at have opskriften på evig ungdom, lykke eller sundhed! Det er “jo bare” loven om tiltrækning.
Loven gælder bare ikke nøgenhed! Dét må vi ikke tiltrække eller lufte, men skal i stedet dække os til! Det er jo tragisk!
Og NEJ – jeg er ikke nudist og mener heller ikke, at vi skal rende nøgne rundt. Jeg mener bare, at INGEN bør skjule eller skamme sig over deres krop ligegyldigt hvordan den ser ud! Vi har kun den ene krop og den bør vi hylde og fremvise som det mirakel den er – med eller uden det ene og det andet!
Hvordan har vi nogensinde tilladt, at der er kommet et usagt krav om at noget skal være perfekt før det fremvises?
Er vi blevet kropsforskrækkede, som følge af den sunde detox-bølge, hvor vi både skal spule den ene og anden ende af os selv, for ordentligt at kunne føle os rene?
Er løsslupne bryster og fritflyvende deller i virkeligheden en torn i øjet på den overdyrkede bølge af selvkontrol, hvor vi måler og vejer vores mad, hvis ikke vi bare juicer, mens vi tænker positive tanker, løber ironmans og sikre os selv en sundt og langt liv.
(og fuldstændig fornægter, at vi ikke kan sikre os selv mod hverken smerte, ulykke eller sygdom. Vi fortrænger det bare og skåler i en spinatshake og prøver ihærdigt at forklare menneskers ulykke med useriøs og usund livsføring!)
Mit spørgsmål lyder: Hvor er vi henne? Os danskere, der engang var nok så frisindede? Ja, faktisk verdensberømte for det? Hvor er dét frisind?
Er det glemt i takt med at vi har rykket vores personlige moral?
For vi er faktisk blevet mere frisindede på nogle punkter:
I det private og seksuelle rum er vores grænser og tolerance rykket mange mil. Hvor kvinder før i tiden (altså dengang de lå topløse på stranden) holdt tupperware-parties holder de i dag dildo-partiet etc.
Så vi er blevet friere i det private, men ikke i det offentlige?
HVORFOR?
-
Hvordan har vi nogensinde tilladt at begrænse vores frihed i det offentlige rum?
-
Hvorfor skjuler vi den fantastiske frihed vi rent faktisk har, i dette, måske verdens mest frie land?
-
Hvordan er den bare hud nogensinde blevet “gemt” væk?
-
Har vi erstattet troen på Gud, men troen på sundhed?
-
Accepten af det ukontrollable, men troen på kontrol?
-
Frisindet med forskrækkelse?
Jeg håber det ikke, men jeg ved, at enhver forandring starter med en selv.
Så i aften når jeg hopper i nattøjet, vil jeg stoppe op og kigge på mine “fortrin” (ifølge min mand 🙂 med stolthed og glæde og taknemmelighed over at:
– jeg har dem
– de er sunde
– det kan ses, at de har levet og givet liv ( i længere tid end anbefalet) – og dét er jeg faktisk stolt af
For det er vel dér, at livet mærkes mest og bedst:
Når vi tør give slip og overgive os til livet, dets uforudsigelighed og bare danser med – også selvom det er ude af både kontrol og takt! ♥
Hvis du har lyst kan du følge mig på Instagram og på Facebook under navnet Ordpigen