17 år, afbleget hår og til privat fest i Nordsjælland med to veninder!

Mine forventninger var store. En veninde havde inviteret mig med til fest hos en fyr, hun kendte. En fyr, som jeg havde mødt og flirtet med år forinden. Ja faktisk var jeg bare 12 år første gang jeg mødte ham. Og netop pga aldersforskellen (og hans indtag af lidt for mange øl) talte vi dengang meget om det kys, der aldrig fandt sted….

Hårlakken blev rystet, parfumen nærmest tømt, fødderne mast i lange støvler og forventningerne skruet op. Der skulle festes og vi ankom tre piger, med meget store smil bag de tykke lag lipgloss.

Min glæde var enorm: Fyren, kunne også huske mig.

I det øjeblik jeg trådte ind i hans forældres fine hjem, mødtes vores øjne og jeg bildte mig selv ind, at jeg var hovedpersonen i en romantisk feel-good movie. Han så mig. Kom over til mig og bad mig sidde ved siden af ham til middagen. “Det her var ikke nogen almindelig drukfest,” sagde jeg til mig selv og gav min indre romantiske film endnu mere indhold, mens jeg spiste af de kartofler, som han selv havde skrællet.

På vaskeægte Beverly Hills maner (ja, det så vi dengang og jeg missede ikke et eneste afsnit) fandt jeg og fyren sammen og min veninde og hans storebror!

Lykken var nærmest intakt – især da jeg besluttede mig for at overnatten til festen og ringede hjem for at få tilladelse. (Det var første gang jeg nogensinde havde gjort det!) Lettere desperat spurgte jeg fyren til råds om hvad jeg skulle sige til mine forældre:

”Hvorfor ikke bare sige sandheden,” svarede han og jeg var tabt. Eller rettere sagt fortabt. I ham. For hold da helt op hvor var han bare dejlig lige der. Og den efterfølgende tid.

Det hele blev så lidt rodet, da min fyrs bedste ven pludselig erklærede mig sin kærlighed og skabte ballade i andedammen. Sjovt nok, var min fyr ikke specielt begejstret for at hans bedste ven sendte mig citater fra Romeo og Julie.

Ung og naiv, som jeg var, syntes jeg selvsagt, at det var hammer romantisk, og især da deres venskab i gik stykker og mit og fyrens forhold (eller hvad det nu var) bestod.

Som det jo jo sker med både venskaber og kærlighed holdt ingen af alliancerne dog.

Min veninde og storebroderen havde et par sjove uger, mig og fyren et par sjove (og tårer-fyldte) måneder (fordelt over mange år!) og min veninde og jeg holdt sammen gymnasiet ud.

Nu hvor jeg snart er midt i 30’erne tænker jeg, at det var ærgerligt, at jeg brugte så meget tid på at holde fast i relationen til fyren frem for veninden. Der er jo det med alderen, at man ser alting i et andet lys.

Andre værdier spiller ind og vi værdsætter noget helt andet.

Da jeg var 17, syntes jeg det var fantastisk at fyren foreslog sandheden.

I 20’erne var jeg glad for at han ikke havde glemt mig og stadig inviterede mig til hjemmelavet middag.

Nu tænker jeg – at han var en idiot for ikke at slå kløerne fast i mig!

Min veninde var derimod fuldstændig committed. En uheldig aften med fyren resulterede blandt andet i at min veninde tog på apoteket og købte en fortrydelsespille for mig. (det ved fyren ikke engang!)

Hun skaffede mig falsk id, når vi smuglede os ind i det københavnske natteliv og engang, da jeg havde kysset lidt med en anden fyr fra klassen og festrådet fandt det morsomt at tilklistre en hel væg i kantinen med fotos af mig og fyren, var min veninde så trofast og loyal, at hun tog alle billederne ned og cyklede hjem til mig med dem.

(Ironisk nok, var billederne ikke det eneste forevigende minde jeg fik den aften. Jeg fik også kyssesyge og en lang sygemelding)

Men altså, min veninde var der for mig.

Selvfølgelig havde vores venskab nogle op og ned ture. Blandt andet da hun begyndte at kæreste med min storebror… og fortalte mig det en aften på et diskotek, hvor jeg havde fået lidt for meget champagne (og vin) og ville hjem.

Frem for at følge mig hjem, sagde hun: “Smut du bare, jeg tager med din bror hjem!”

Jamen okay… svarede jeg, smask fornærmet og fandt en natbus… (men køresyge og champagne er en dårlig blanding og jeg hoppede af bussen midt i ingenting, mødte en blotter og ringede til min mor, som ikke var specielt begejstret over mine ikke-eksisterende vejanvisninger…)

Men der er jo ingen relationer uden bump på vejen eller opkast i bussen!

Set i bakspejlet, var det jo bare det, det var. Men det vidste jeg ikke som 17 årig. Eller 20 årig. Eller 25 årig. Nej, det har jeg først virkelig forstået efterfølgende.

Sande venskaber overlever jo. Ligegyldig hvad. Og desværre endte regnestykket således, at min veninde og jeg ingen kontakt har, men jeg har på Facebook set, at hun er blevet advokat, er gift og mor til tre – og heldigvis ser hun lykkelig ud og smukkere end nogensinde.

Storebroderen fandt en anden kvinde og fik også børn med hende. Min fyr – sluttede atter fred med sin ven og er i dag både ægtemand og far.

Jeg selv er også blevet gift, blevet mor, bonusmor og hundemor og ved i dag hvor meget (eller lidt) champagne jeg kan tåle. Jeg ved, at min mand vil mig og de få gode veninder jeg har, er der for altid. For det er jo det med ægte kærlighed – den varer ved. Også i minderne.

Og til info kan jeg orientere om at jeg IKKE har kørt i natbus siden, aldrig blandet vin og champagne og er blevet den lykkelige ejer af en smartphone med gps! 🙂