Liv eller angst!

Jeg har nu haft titlen “mor” i små 13 måneder. Og i den tid må jeg tilstå, at der var MEGET – som i virkelig meget, som jeg ikke var forberedt på. Her taler jeg ikke om søvnmanglen, den drænende økonomi eller den manglende tid til mig selv.

Al det havde jeg hørt om, og træls som det er, så er det nok ikke værre for mig end alle andre forældre.
Nej, al det som jeg ikke var forberedt på, er for mig meget værre. Her taler jeg om hvordan jeg med fødslen af min søn nærmest også gav liv til en ny personlighed i mig selv. Hun hedder Frk. Angst. Og hun er der konstant. Også selvom jeg har bedt hende gå sin vej. Det virker overhovedet ikke. Hun er total ligeglad.

 

Den livsfarlige stue

Pludselig ser jeg ikke min stue som det den er, altså en helt almindelig stue. Nej, nu ser jeg den som et livsfarlig opholdssted, hvor alt er potentielle dødstrusler. Kan reolerne vælte? Eller billederne falde ned? Og hvad med skufferne? Kan Banditten åbne dem og få fingrene i klemme? Kan batterierne i fjernsynsbetjeningen falde ud, hvis nu den lille Bandit får fat i den? Frk. Angst maler straks et billede i mit forvirrede hoved om hvor galt det kan gå. Batterier i halsen kan medføre kvælning – og hvis hun prøver at “skåne” mig med light-versionen, er billedet noget med batterier, der sluges og medfører livsfarlige følger!

Tak Frk. Angst, jeg har hørt nok! Nu har fjernsynsbetjeningen taget pladsen for fyrfadsstagerne midt på spisebordet, da jeg ved, at Banditten ikke kan nå derop.

Men hvad med min elskede Oichide? Tænk, hvis den bliver væltet og Banditten spiser jorden? Eller kummen går i stykker og han skærer sig på skårerne? Eller endnu værre – hvad hvis han sluger et skår?! Hmmm.. Oichideen kan da bare bo på kontoret…

Lamellerne trækkes helt fra, da Frk. Angst gør mig opmærksom på, at Banditten kan blive kvalt i snorerne hvis han vikler sig ind i dem. Pyt med solen, der nu banker ind i stuen hele dagen og udsigten til de blottede støvede vinduer. Jeg kan ikke hænge mig i forfængelige detaljer, når nu jeg er mor. Det drejer sig om liv eller angst. Øøhh jeg mener, liv eller død.

Lysestagerne på sofabordet fjernes. Stearin er nok ikke sundt at sluge og lighteren er alligevel gemt laaangt væk. Hvem har også brug for hygge, når man har en 1-årig? Der er alligevel ikke tid til det. Og når vi endelig kan stjæle os til lidt voksen-tid ender vi som regel med at sove i hver sin ende af sofaen.

 

Åh minimalisme – hvor jeg dog gerne ville

Mandens ledningsskjuler har Banditten allerede ødelagt. Ingen af os forstår helt hvordan, men Frk. Angst gør mig opmærksom på hvor farlig ledninger er. Så i det hjørne ligger der nu puder ovenpå ledningsskjuleren efterfulgt af en stol! Ja, boligindretning har fået en helt ny betydning og den minimalistiske stil virker pludselig meget tiltalende…

Frk. Angst holder sig desværre ikke kun til stuen. Hun er meget forlystelses syg og går med overalt! I soveværelset ligger jeg vågen, når Banditten en sjælden gang får lov at sove i midten. Frk. Angst har nemlig fortalt hvor mange børn, der ruller ud af sengen (eller puslebordet) og kommer slemt til skade.

Eller tænk hvis en af os (altså min mand) skulle rulle ind over Banditten og mase ham? Han ville jo nok skrige, men hvad nu hvis… Så som regel sover Banditten i sin egen seng. Når han gør det, lister jeg mig over til ham for lige at se, at han trækker vejret og rette på dynen. To til tre afbrydelser hver nat er jo ingenting…

Mellemrum

Penicillin og små børn kan være en umulig opgave. Læs hvordan vi løste det!

Mellemrum

Badekar, badeænder og vand overalt

Frk. Angst og Banditten har tilsyneladende slået sig sammen, når det drejer sig om det daglige karbad af Banditten. Jeg troede naivt, at badning skulle være en hyggestund, men det har de to ingen intentioner om. Det er i stedet en test af mine nerver. Banditten synes nemlig bestemt ikke, at han skal blive i det badekar vi har sat ned i det rigtige badekar, for at holde styr på ham. Han synes, det er MEGET sjovere at rejse sig op og holde på kanten, men Frk. Angst fortæller, at han kan slå hovedet eller tænderne og komme galt af sted, så jeg sætter ham ned. Han bliver sur. Plasker vildt og bukker hovedet direkte ned i vandet og sluger en ordentlig tår. Jeg trækker op i hans skuldre. Han hoster vildt. Mon han kan få vand i lungerne? Jeg giver ham tre badeænder – så burde han da blive aktiveret, men Banditten gør intet af det han bør. En efter en, kaster han dem på ægte håndboldmaner rundt i badeværelset. Og da jeg rækker ud efter en, der er landet bad toilettet, ser han straks sit snit til selv at række ud efter en anden. Jeg løfter ham tilbage på plads. Han græder surt og føler sig uden tvivl begrænset. Han plasker arrigt og ivrigt ned i vandet, som står ud i mange stråler og rammer overalt. Jeg tørrer vandet væk fra mine øjne, og mens jeg gør det, har Banditten allerede vendt sig om og står nu og rokker på kanten i den anden ende af badekaret, som får hele karret til at vippe!

Frk. Angst skriger mig ind i hovedet, at han kan tilte og slå hovedet. Jeg sætter ham igen ned. Han får fat i bruseslangen og er meget optaget af sit eget spejlbillede. Jeg trækker vejret dybt og nyder de fem sekunders ro, jeg når at få, indtil Frk. Angst igen gør mig paranoid. Hvornår har du sidst puttet kalkfjerner på bruseslangen? Kan der sidde noget tilbage? Og hvad med slangen? Den kan han få rundt om halsen. Jeg sukker, overgiver mig og løfter Banditten op.

Mellemrum

Må en et-årig spise en Marie kiks alene?

Ved spisebordet er Frk. Angst næsten værst. ALT kan jo i teorien sætte sig fast i en lille hals – især når nu Banditten er MEGET madglad og ikke rigtig forstår, at hans 1,5 kindtand ikke rigtig er nok til ordentlig at tygge maden igennem. Skal man tage de klare hinder af clementinerne? For skalden på vindruene skal jo af. Hvad med kernerne i rugbrødet – hvornår er de FOR store? Spegepølse i små tern, er vel ok. Eller hvad? Kan det klistre fast i halsen? Frk. Angst fortæller nemlig, at pølseskind og rå gulerødder er fandens opfindelse og hun forstår nærmest ikke, at nogle af delene er i hjemmet. Banditten elsker ærter, især når han prøver at putte dem i ører eller næse. Så nu får han kun en af gangen, nøje iagttaget af mig og Frk. Angst. Men hvor store mundfulde må han få? Hvis det er mos, er det vel ikke farligt, men hvor går grænsen? Og må han spise en kiks alene?
Det lod jeg ham gøre en dag hvor han sad i kravlegården og var utilfreds. Jeg skulle skifte sengetøj og tænkte, at Marie kiksen var min bedste ven og derfor fik han den. Han blev helt stille – faktisk så stille, at jeg løb ind i stue, da lagenet var kommet på. Frk. Angst gav mig høj puls og røde kinder, (forstår ikke at det er muligt på 10 meter, men det ER DET!) men da jeg nåede kravlegården, åndede jeg lettet op.

Banditten sad såmænd bare og vendte og drejede kiksen igen og igen og igen. Så spiste han den. Med bitte små musebider bed han sig vej rundt i kanten på kiksen og smed resten af den ud gennem kravlegården – direkte ud til hunden, som faktisk er på kur (wonder why!). Det gik jo fint. Ja, det gjorde det. Denne gang. Men hvad nu hvis… hvisker Frk. Angst til mig.

 

Angst for hvepse, bier og andre flyvende objekter

Når vi går tur går Frk. Angst også med. Lige ved siden af os. Hvepse, bier og andre flyvende objekter skal lige våge på at nærme sig. Tænk, hvis Banditten bliver stukket på armen, halsen eller tungen! Og hvad hvis han er allergisk? Hvad gør man så? Jeg må hellere have strøm på mobilen når vi går, så jeg hurtigt kan tilkalde hjælp, hvis nu…. Jeg når slet ikke at se træerne og blomsterne. Lettere skitzofrent kigger jeg til venstre og højre for at være forberedt…. Jeg glemmer selvfølgelig, at jeg ikke har øjne i nakken, men måske kan jeg udvikle det…

 

Farvel Frk. Angst

Jeg ved godt, det ikke er holdbart. Jeg ved godt, at jeg må sætte mig i respekt overfor Frk. Angst og fortælle hende, at det er MIG der bestemmer. Det er bare lettere sagt end gjort… Min bror fortalte engang hvordan han nærmest havde udviklet flyangst det første år efter fødslen af hans førstefødte. I dag har han et job hvor han flyver 6-10 gange på en måned.
Så måske Frk. Angst og mig snart er forbi. Jeg har trods alt været mor i over et år! Måske hun bare skal hjælpes på vej?
Stavblenderen moser maden, myggenettet beskytter barnevognen, badekarret stilles på gulvet, så jeg kan holde fast i Banditten hele tiden, møblementet minimeres og stuen pyntes op med hjørnebeskyttere på alle hjørner.

Det virker! Juhuuuuu. Fantastisk! Frk. Angst begynder at kigge sig om efter et nyt hjem…. Altså lige indtil Banditten finder ud af at pille hjørnebeskytterne af hjørnerne…sådan cirka tre dage efter de kom på….

 

Overvejer du også barn Nr.2? 

 

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.