• ♥ Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive sådan en mor, der accepterede, at barnet så tv om morgenen.
• ♥ Jeg havde heller aldrig troet, at det ville blive mit barn, der dikterede, hvilken kanal vi så!
• ♥ Jeg havde heller aldrig troet, at jeg ville lade mit barn sidde alene og spise havregryn, mens jeg gik i bad og far luftede hund.
• ♥ Jeg havde heller ikke troet, at jeg ville lade min stue blive omdannet til noget, der nemt kan forveksles med et rum i børnehuset.
• ♥ Jeg havde heller aldrig troet, at det vigtigste indhold i min taske nu til dags er vand, ekstra sut, vådservietter, kleenex og nemme holdbare snacks som figenstænger og rosiner i æsker.

Men sådan er virkeligheden nu engang som forældre, for livets virkelighed er som bekendt noget med det mulige.

• ♥ Det betyder helt konkret, at min normalt store viden om verdens nyheder, er udskiftet med et imponerende kendskab til Ramasjang værternes navne og programmer!
• ♥ Det betyder også, at min mand og jeg løbende omtaler Dixons afføring, eller bare beder hinanden om at lugte til bleen! (og det stemmer altså ikke overens med billedet af lækre morgen krydderboller med Nutella!)
• ♥ Det betyder, at jeg meget sjældent drikker varm kaffe i Dixons selskab.
• ♥ Det betyde, at Dixon ofte starter morgenen med at strække sin pegefinger langt op i luften mens han stolt udbryder “Mig fanget buerman,” når jeg ellers troede, at jeg skulle over og morgenkramme ham. (!)
• ♥ Det betyder, at min grænser for sathed er rykket simpelthen fordi, det er en nødvendighed.

Livet som mor er ensbetydende med en masse punkterede ambitioner!

Men – for der er et men. (Thank God!)

En gang i mellem går tingene op i en højere enhed og så er det bare om at nyde hvert et sekund!

Sådan var det i går morges.

Dixon sov længe og jeg nåede i bad før han vågnede. Far var også hurtig og vi spiste alle tre morgenmad nogenlunde samtidig.

Humøret var godt og der var ingen morgensure ansigter.

Og da jeg tændte for fjernsynet, som startede på Tv2, da vi havde set nyhederne den forgående aften, dukkede Hr. Skæg (en vært fra Ramasjang op) og Dixon udbrød begejstret: “Mig se Æg!” (Han har ikke rigtig lært at sige s’er endnu)

Så for en gang skyld kunne TV2 køre (for vi måtte ikke skifte kanal!) og vi kunne dermed få lov til også at se nyhederne.

Dixon legede og hoppede begejstret op på ryggen af far og jeg nød min (varme!) kaffe.

Lykke er… Mange små finurlige øjeblikke og stunder. Denne morgen var helt sikkert en af dem.

Et bombet lokum og et manglende børneværelse! Velkommen i vores hjem!