Jeg gider det ikke mere. Det gør mig bare i dårligt humør. Jeg bliver smålig, jaloux, lettere deprimeret og irriteret.
Det lyder måske som en kålkur eller andet selvtortur, men det er faktisk ikke det, jeg taler om. (jeg har slet ikke disciplin nok til nogensinde at fuldføre sådan en) Jeg taler om det, der for mig er MEGET værre end fedt på sidebenene (og de rigtige ben!) dårlige hårdage og en udtørret mascara. Jeg taler om Facebook!
Facebook er for mig ligesom klassen lede kælling (vær nu ærlig – sådan en pige er der i en hver folkeskole-klasse) Hende, den dominerende, opmærksomhedskrævende, tidsrøvende pige, som altid ender med at styre hele klassen og deres gøren og laden. Det er præcis dét, som Facebook gør ved mig.
Min mand siger ofte til mig: “Lad nu være med at kigge på alle de andre og deres liv,” når jeg enten i vild begejstring (skadesfro humør) eller i dyb depression (misundelse) fortæller ham om hvad jeg netop har set på Facebook.
Min mand har ret (WHAT???)
Og han har jo egentlig ret (shhh… det behøver han dog ikke at vide….) For jeg bliver så frustreret, når jeg ser en anden nybagt mor (til tvillinger selvfølgelig!) poste fotos af cafe-besøg, hendes sofa med pæne pletfri sofapuder og et børneværelse med butikslignende stil og orden alt imens hun forfølger drømmejobbet og nyder livet med netshopping, teaterbesøg, smoothies og au pair pige. Det er jo ikke fordi jeg er jaloux over hendes liv (LØGN) men jeg ville bare gerne have lidt af hendes overskud ind i mit. Altså bare en lille bitte smule overskud og tid. Tid til hårkur, neglepleje, varm kaffe og bunke-sortering.
Jeg har kun et barn, som faktisk vist nok er et rimelig let et…. og jeg har en mand, som faktisk er vildt dejlig og sexet, en sød bonussøn, en kælen hund og et fantastisk bagland i form af verdens bedste forældre, en sjæleveninde i min mor og andre pragtfulde familiemedlemmer. Så jeg bør jo ikke brokke mig… Helt seriøst. Det ved jeg godt!
Derfor skal du ALDRIG gifte dig med en hjælpsom mand
En kvindes brok…
Men jeg er jo kvinde, så selvfølgelig er jeg utilfreds med lejligheden, det manglende børneværelse, de manglende sofapuder fordi manden og jeg ikke kan blive enige om nogle, bonussønnens manerer (og mangel på samme) hundens selv-slikkeri (det er en han-hund!) og dens enorme konstante fældning, underboens larm og den manglende parkeringsbås til når jeg har købt stort ind og skal parkere 100 meter væk fra opgangen og slæbe varerne op til lejligheden på 2 sal.
Facebook, hundelorte og manglende siddepladser
Alt det hverdagsbøvl er der jo INGEN, der taler om på Facebook. Ingen post med hundelorte, der skal samles op i en hæk, (sådan ovenpå en gren!) en 14-mådeders dreng, der krummer OVERALT, en bonussøn der IGEN går rundt uden hjemmesko på, et tog man missede og maglende siddepladser i det man så nåede, klamme grøntsager i den lokale Netto, tilstoppede filtre i vaskemaskinen, et mærkeligt udslæt på armen og hvad ved jeg. Alt det, viser den perfekte og MEGET tynde tvillingemor slet ikke på hendes Facebook.
Så hvorfor kigger jeg på hendes profil? Selvtortur? Selvplageri eller måske bare mangel på kærlighed til mig selv?
Måske er svaret meget enklere… jeg kigger.. fordi… jeg kan….! Hmm…
Undskyld
Jeg ved jo godt, det ikke er sundt, når nu jeg IKKE afslutter ethvert besøg i appen med en glæde over mit eget liv. (i den ideelle verden bør vi jo kun bruge tid på ting, der efterlader os med glæde…) Og det er da slet ikke sundt for mine omgivelser, som mærker min frustration… (undskyld, undskyld, undskyld)
Så jeg slettede faktisk min app på telefonen og nød at være Facebook-fri. Virkelig. Det frigav faktisk skræmmende meget tid! Jeg mener det. Prøv det!
Og det varede ved. I hvert fald i to dage. Sådan cirka… For så skete der det, at jeg gerne selv ville uploade et billede. Bare et enkelt. For det var så sødt. Det var så godt. Det var så perfekt….
Billedet var af min søn. Selvfølgelig! Iført et pænt og rent sæt tøj. Af mærket Hummel (ingen kan se det er købt brugt). Hvor han smiler sødt og er hammer lækker. Rene negle og pænt hår. Uden bussemænd og krummer om munden. Selvfølgelig.
Og vupti. Så var det postet.
Det fik 44 likes. Dem nyder jeg, mens jeg nægter at tænke på hvor mange der mon ville “ikke-like” det, hvis de kunne….