Bonussønnen har fået en ny ven. Eller faktisk en gammel klassekammerat, som skiftede skole og nu er blevet en rigtig god ven. Og det jo dejligt.

Vi har min mands søn hver anden uge og når han kommer om mandagen går dialogen således:

Bonussøn: “Kan jeg lege med Gustav i morgen?”

Min mand: “Nej. Der er lektiecafe og du skal til judo”

Bonussøn: “Kan jeg lege med ham onsdag?”

Min mand: “Nej, der skal du til lektiecafe på biblioteket (ældresagen har de mest fantastiske tålmodige ældre frivillige, der hjælper børnene med lektierne og det er MEGET bedre end lektiecafeen på skolen!) og torsdag skal du også til judo, så der kan du heller ikke. “

Bonussøn: “Hvad så med weekenden?”

Min mand: “Det kan du nok godt.”

Bonussøn: “Altså fredag og lørdag eller lørdag og søndag?”
etc etc etc

Som du nok kan forstå, er bonussønnen meget glad for at lege med Gustav, og Gustav er en sød, flittig, rolig, velopdragen dreng med en sød familie, så vi synes jo det er fantastisk. MEN – ja, der er selvfølgelig et men. Drengene vil helst lege hjemme hos Gustav. Og det er ligegyldigt om bonussønnen er hos os eller sin mor.

Vi kunne jo vælge at nyde det og sige fedt, så er vi nærmest børnefri når de leger sammen. Hvilket også ofte er meget kærkomment. Så det jo ikke fordi det er et decideret problem, men alligevel ville nu være meget fedt hvis de gad lege her bare en gang i mellem.

Når vi spørger ind til hvorfor det er så sjovt hos Gustav, svarer bonussønnen:”Vi hygger os der. Han har en xbox (det har han også her) Han har en computer (det har han også her) Han har en kat (Vi har en hund) Han har en storesøster (som vist nok er ret sød, men her er der en super nuttet lillebror. Men det slår nok ikke drengenes babs-fascination…) Han har en trampolin. (Vi bor i lejlighed på 2 sal, så desværre har vi ingen have, men til gengæld bliver der ofte slået en kæmpe hoppeborg op i weekenderne)
Så det er jo ikke fordi der ikke er noget at lave hos os. Og bonussønnen har faktisk lejlighedens største værelse (altså lige bortset fra stuen) og det ligger isoleret i den ene ende af lejligheden med tilhørende badeværelse. Altså egentlig ret fedt og ret fine forhold for en 11-årig. Men alligevel er det ikke godt nok.
Åbenbart.

Utroskab, balloner og en fødselsdag

Og hvor er jeg latterlig. Hvorfor bliver jeg “tøse-fornærmet” over det? Helt seriøst – det giver jo ingen mening?
Men det er nok bare følelsen af at være fravalgt som aldrig er sjov – ligegyldig årsag. Og så hænger det måske også sammen med min egen opvækst.
Da jeg var barn var mit barndomshjem nemlig stedet hvor både mine og mine brødres venner kom. Og jeg husker tydeligt hvorfor. Min mor havde næsten altid bagt noget lækkert. Vi havde hund, have, plads og hjertevarme i nærmest ubegrænsede mængder.

Min mand er derimod primært opvokset på kostskole og hæfter sig blot ved at bonussønnen har et godt liv hele vejen rundt. Og det har han. Og det er selvfølgelig dét vi skal fokusere på. At han er glad. At han har en god ven. At han har og får mulighed for at gøre det han vil og det som ham glad.

Det giver også mig en bedre fornemmelse i kroppen. At glædes frem for at forundres…. og det har virket lige indtil i går hvor bonussønnen kom og fortalte, at han glædede sig til at sove hos Gustav i weekenden.

Mig: “Det bliver da sikket også rigtig hyggeligt. Har Gustav så et rigtig sejt værelse”?

Bonussønnen: “Næææ lige for tiden har han slet ikke noget, der sover han inden hos sine forældre fordi de har sådan en udvekslingsstudent boende.”

Mig: “Øhhh så i skal sove inde hos hans forældres?” (spurgte jeg heldigvis roligt mens jeg mærkede mit kæmpe ego boble op indeni med forundring over at vores hjem var blevet slået skakmat af et ikke-eksisterende værelse!)

Bonussønnen: “Nej jeg tror vi skal sove i spisestuen på nogle madrasser!”

Jeg forstår det ikke!

Gift dig ALDRIG med en hjælpsom mand