Med mere end to år med titlen “Mor” er jeg ved at indse, at der altid vil være ALT MULIGT, som man gerne vil give sit barn, men som man ikke kan.
Legetøj, oldeforældre der ikke findes, nye venner, huset med haven med legehytten og sandkassen, hjemmebagte økologiske boller hver eftermiddag, Julemanden, rolige aftenrutiner som aldrig stresses op, en forældre med konstant overskud (som i 200%) etc.
Der vil ALTID være noget, som man gerne vil give sit barn, men som man ikke kan.
Og det er nu – efter to års træning – at jeg er ved at affinde mig med det. Det betyder ikke, at jeg synes det er nemt eller smertefri. For det er det ikke! Det er bare sådan det er! Det er mine vilkår som mor og det er min søns vilkår som mit barn.
Som forældre må man nogle gange indse, at man ikke lever op til ens egne ambitioner!
Vi gør det så godt vi kan, og i sidste ende er det klogeste jeg kan gøre jo at se på alt det jeg (og hans far og de fantastiske bedsteforældre han rent faktisk har) gør, og rose mig selv for alt det, der går godt. For det er der heldigvis meget der gør. En del bevidst og en del ubevidst.
Som forleden, da jeg ryddede op i skabet og Dixon kiggede på (dvs stod og prøvede konstant at hoppe ind i skabet) og der pludselig fløj en blå Ikea pose ud. Dixon hapsede den straks og løb stolt ind i stuen med den. Jeg lod som om jeg ikke havde bemærket det og nød i stedet letheden ved at rydde op UDEN en 2-årig udbryderkonge på slæb.
Da jeg efter lidt tid kiggede ind til ham, blev jeg både imponeret og stolt. Der sad han, midt på stuegulvet og havde selv fået alle sine bamser op i posen og legede noget der lignede en “sejltur på vandet.”
Og så var det jeg et kort øjeblik mærkede den ubeskrivelige ro og glæde man som forældre mærker, når man ser og mærker at ens barn trives. Ja, mere end det: Faktisk udstråler glæde og noget, der ligner lykke!
Så kommer der sådan en magisk følelse helt nede i mor-maven som jeg ikke kan beskrive med andet end .. ….Lykke.
Lykke – på trods af, at han inte værelse har, ingen have har og intet legetæppe har. Så sad han der, i posen fra Ikea og havde en fest og lignede et meget glad og tilfreds barn og dét gjorde mig stolt!
Så længe leve Ikea og alle de ønsker vi rent faktisk opfylder som forældre – også uden at vide det!
