Der er nogen der mener, at børns hjerner er magiske fordi, de ikke er begrænset af vaner, påbud, kan/kan-ikke, skal/skal-ikke tankegangen. De får en ide og følger den.

De ser andre gå og de går.

Ganske vist har de fleste hundredvis af fejlslagne forsøg bag sig før det lykkedes dem, men det stopper dem ikke.

De tror jo på de vil kunne lære at gå – og derfor lykkes de!

Det er noget, mange af os voksne kunne lære noget af. Jeg kunne i hver fald. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har tænkt: “Det ville jeg gerne” og straks derefter sagt til mig selv: “Men det kan du sikkert ikke Nicola.”
Jeg har slet ikke støttet mig selv eller troet på mig selv. Tværtimod, har jeg stoppet og nedgjort mig selv.. og det er jo decideret dumt…

Indrømmet: Jeg er en anerkendelsesjunkie…

Hvorfor har jeg ikke været sødere ved mig selv? Hvorfor ER jeg ikke sødere ved mig selv?

Tja… Mit bedste bud er:

Fordi det gør ondt at fejle og hvad end man vil det eller ej, har jeg (såvel som alle andre) da haft mål og ønsker, som ikke gik i opfyldelse. Og den aller bedste måde at undgå denne smerte, er ved slet ikke at forsøge at nå dertil, hvor smerten træder til. Hvis ikke jeg risikerer noget og går efter noget, så kan jeg jo heller ikke fejle og dermed heller ikke komme i smerte.
Og det er jo dejlig praktisk.

Eller er det?

Taler du med dig selv? Bare rolig  – det gør vi alle sammen…

For det er jo også dejlig kedeligt. Monotomt. Ideforladt og sikkert på den totalt intetsigende måde. For når ikke jeg risikerer noget, risikerer jeg heller ikke at få/opnå det jeg drømmer om.

Du kan jo ikke vinde i Lotto, hvis ikke du spiller…

Når livet ikke er gået som jeg har håbet eller ønsket, er årsagerne dertil forskellige. Nogle gange havde jeg mere indflydelse på resultatet end andre – men én ting er helt sikkert: Der er ikke mange ting i dette liv, som jeg har bestræbt mig ligeså dedikeret på at opnå, som dengang jeg lærte at gå.
Dengang, hvor fiasko slet ikke var en mulighed – for det fandtes ikke i min opfattelse af livet og verden.
Dengang, jeg troede på det mulige OG det umulige.

Dengang, jeg fulgte mine lyster uden hensyntagen til nogen eller noget.

Dengang, verden lå åben og mulighederne uendelige.

Dengang, jeg mente at livet var en leg og verden min legeplads.

Dengang var alt mulig – mest af alt fordi, jeg selv troede på det. Og jeg troede på mig.

Hvad med dig? Husker du at tro på dig?

Folk behandler dig efter de grænser, som DU selv sætter. Husker du det?