Så kom der endelig liv fra mig og selvom det er sent, vil jeg alligevel ønske dig et rigtig godt 2017 hvor det du ønsker dig allermest, vil gå i opfyldelse.

Graviditetssukkersyge, insulin og kejsersnit

Det er forfærdelig længe siden jeg har givet lyd fra mig. I efteråret fik jeg graviditetssukkersyge og derfra blev graviditeten sværere og sværere i takt med mine daglige indsprøjtninger med insulin. I november blev jeg både ramt af det ene og det andet og røg ind og ud af hospitalet, (i isolation!) for endelig at kunne byde velkommen til vores nye søn d 30/11. En ordentlig krabat på 4500 kg!

Sukkersygen forsvandt med det samme og lettelsen over at være sluppet af med min “dårlige moderkage” gav mig en masse glæde og overskud i den første tid efter babyens ankomst hvilket var ret heldigt, for jeg må tilstå, at jeg fortsat kan mærke at min krop har været under et helt andet pres denne gang. Ligeledes er eftervirkningerne fra kejsersnittet hårdere denne gang end sidst. Jeg har stadig smerter og længes efter at få min krop tilbage. Men okay – det er vist også noget med at et kejsersnit er en operation, hvor man skærer igennem 8 lag!

MEN jeg er sund og rask OG det samme er baby og så kan jeg faktisk leve med hvad som helst. (men jeg må nok også tilstå, at jeg ikke havde klaret noget af alt dette uden støtten og hjælpen fra både mine forældre og min mand)

Lettelse, lykke og en tålmodig mand

Lykken var nærmest ubeskrivelig stor, da mine forældre besøgte os på hospitalet sammen med vores store dreng Dixon, (3 år) som iagttog sin nye lillebror og sagde:

“Mig gerne ha ham der med hjem” ♥  ♥ ♥

Min mand har også mærket forløbet – pga kejsersnittet har han måtte klare MANGE ting som var overskueligt under hans 14 dages barsel, men som bestemt ikke har gjort livet lettere efterfølgende. Indkøb, løfte vore store dreng op på puslebordet, rengøring og hundeluftning er bare nogle af de ting, han har overtaget samtidig med at jeg sagtens kan sætte en vaskemaskine over, men da jeg ikke har måtte bære det våde tøj, har jeg enten måtte tømme maskinen over mange gåture eller bede min mand om hjælp.

Amningen kom hårdt fra start og jeg sad flere gange grædende (af smerte) mens jeg lagde ham til og misundte min mand. (Forstår stadig ikke HVORFOR mænd har bryster, når de ikke rigtig duer til noget!)

Vores store søn Dixon er samtidig fyldt 3 år og er startet i børnehave og har derfor også krævet ekstra omsorg og opmærksomhed, hunden har gigt, manden er stresset, radiatoren duer ikke, vaskemaskinefilteret stopper til, Dixon kaster op, babyen har tynd mave og ja – livet går sin gang.

Men jeg elsker og jeg er i live og ved du hvad, så er det hele faktisk helt OK.

6 uger gammel baby og RS-Virus

Da babyen var 6 uger gammel blev han ramt af en slem forkølelse. Han hostede, hakkede og lød som en tilkalket kaffemaskine. Hosteanfaldene endte altid i gråd og skrig og derfor gik jeg til lægen. Hun sendte os direkte videre til Herlev hospital (og jeg der ellers frygtede at hun ville konkludere at jeg var en pylret mor!) hvor de fastslog, at han havde RS-virus.

En virus som kan tage så mange kræfter fra babyer under 6 mdr. at de kan risikere ikke at have kræfter til at trække vejret….. (!!!)…. Det betød, at både min mand og jeg på skift sprang ud af sengen hver nat vi hørte ham hoste, for at holde ham lodret og hjælpe så godt vi kunne.

Jeg vil ikke lyve og sige det er nemt – for det er det ikke. To børn er SÅ meget hårdere end bare at have en. Og to blebørn er meget hårdere end bare en 🙂  Især barslen er noget andet. Med Dixon fulgte jeg hans søvnrytmer og var ligeglad med om jeg kom i bad kl 07, 10 eller 16. Tiden sneglede sig afsted og livet var præget af ro.

Nu er rytmen en helt anden. For Dixon skal være i børnehave inden 09 og der skal stadig købes ind, laves madpakker og luftes hund samtidig med at min mand passer sit job.

Så når jeg synes det er allerhårdest – fx sidste uge hvor jeg gik ned med barnevognen og afleverede Dixon, handlede ind i Netto og skubbede vognen op af bakken i snevejr (aarrgggg alle de husejere, der ikke rydder sne har tydeligvis ikke prøvet at skubbe en barnevogn med baby og indkøb igennem sne op af bakke!) husker jeg mig selv på min ene brors kloge ord:

“Søster, er det ikke dejligt at tænke på, at det er helt selvforskyldt?”…………….

For jo, det er det jo og jeg ville bestemt ikke være det foruden. Hverken de mange bleer, den manglende søvn, de hårde gåture, smerter i maven, babygråd, beskidte stofbleer eller mange nætter, hvor jeg falder i søvn i stuen og vågner med smerter i nakken.

For jeg elsker og jeg lever. Og det er det aller vigtigste for mig ♥