Ovenstående citat hørte jeg engang for længe siden. Jeg husker ikke hvor eller hvornår, men ordene de har sat sig fast. For det jo sandt!

Tænk lige over det! Folk behandler dig efter de grænser, som DU selv sætter!

Overgreb på dig selv?

I mine ungdomsår brugte jeg oceaner af tid på at undres over hvorfor de særligt udvalgte fyre dog ikke behandlede mig som de behandlede hovedpersonerne, i de romantiske komedier, som jeg altid har været kæmpe fan af.

Jeg cuttede jo ikke de umodne fyre af, når jeg ikke havde hørt fra dem i flere dage. Næ nej, naive Frk. Voss tilgav da hver gang og ja, nogle gange var det endda mig, der opsøgte kontakten! Hej hej stolthed…

Ligesom jeg jo også viste forståelse, når de skulle det ene og det andet med vennerne og kun havde tid til mig om tirsdagen!

Sukkertrang, søde ord og et enkelt nej!

Jeg nød en aftens selskab hvor jeg havde købt ind, lavet mad og ryddede op mens fyren bare kom, nød goderne og endda fik lov at overnatte! Jeg var til salg for søde ord og komplimenter og lod sukkertrangen nedbryde mig lidt efter lidt. Jeg brugte timer, dage, uger, tårer, bekymringer og frustrationer i uanede mængder. Frem for bare at sige fra. Bare sige nej!

Sige: ”Det her, det er ikke godt nok til mig! Du er sød. Jeg kan godt lide dig, men jeg kan ikke lide den måde du behandler mig på, så jeg synes, vi skal stoppe her.”

Hvorfor sagde jeg ikke bare det?

Det er ikke dine følelser der fucker dit liv op, det er alt det, du gør for ikke at mærke dem. 

Hvor går DIN grænse?

Dét spørgsmål kan jeg så bruge uanede mængder tid på at undres over nu, når jeg ser tilbage på min ungdom. Heldigvis har jeg nu til dags ikke så meget tid til at undres, så det kan jeg da glæde mig over.

Alligevel havner jeg stadig i situationer hvor jeg skal huske mig selv på, at det er MIG, der sætter grænserne for andres behandling af mig. Det kan være venner eller familie, bonusbørn, kollegaer, chefer eller sågar fremmede mennesker i toget, som tror, de bare kan skubbe og mase til folk (altså MIG).

Hver gang jeg havner i en situation af den slags, husker jeg mig selv på sandheden: At folk behandler dig efter de grænser du selv sætter.

Flyvende kleenex, en chef og lidt vrede…. 

Du er verdensmester til at være dig. Du er den allerbedste dig, der findes. Forlang det allerbedste.

Forvent det allerbedste og nyd den fantastiske følelse det er, når man sætter grænser overfor andre for at passe på sig selv. Den følelse kan ingen komplimenter eller søde ord overgå. Den følelse kan kun du give dig selv. Så giv dig selv den gave det er, at passe på dig selv.

Tro mig – jeg arbejder stadig på det, og hver gang det lykkes, bliver jeg pavestolt.

Har du det også sådan?

Har du tænk på at dine tanker styrer dit liv?