Der var engang, hvor jeg boede til leje på Frederiksberg. I en skøn herskabslejlighed med bjergtagende stuk i lofterne. Jeg var vild med den og drømte om at eje den.

Lejligheden lå et stenkast fra den farverige Rantzausgade, hvor der på gadehjørnet lå en døgnåben 7/11 og på Blågårds plads, var der den hyggeligste lille boghandel jeg ofte osede i om lørdagen.

Min ovn var aldrig i brug, men blev i stedet brugt som brødkasse.

Min seng var en oppustelig luftmadras og på radiatorerne hang mine yndlings-stilletter i alskens farver mens der i hjørnet var et højt tårn af skokasser med pumps, støvletter, wedges, sneakers etc.

Det, der oprindeligt var tænkt som spisestue, havde jeg ommøbleret til mit kreative rum, hvor jeg havde staffeli, tegneblokke, perler, pap, karton, stofrester etc udstillet i farverige smukke kasser.

I vindueskarmene var der farverige bloklys, duftlamper, røgelsespinde og diverse ædelstene og Buddhafigurer.

Her kunne jeg forsvinde en hel weekend med rødvin, ostemadder og rolig musik på anlægget.

I hvert et rum hang der minimum én lyskæde – hele året rundt!

Jeg kunne kun lufte ud om søndagen og kun ud mod gården – ellers kom der sort støv ind fra Åboulevarden!

Mærkelig nok, generede det mig ikke. Lejligheden passede til mit liv som single (on and off) barnløs, karrieremindet journalist, eventyrlysten og fri.

Et liv, hvor jeg stod op og hørte høj radio mens jeg badede. På de gode dage, blev en af de artikler jeg havde skrevet kommenteret i morgenprogrammet i radioen og jeg nød stoltheden, mens jeg glattede og sprayede mit hår, som altid skiftede farve og derfor konstant var i underskud af hårkure.

Morgenmad nåede jeg sjældent – men spiste i stedet et stykke brød eller frugt på vejen til arbejde.
Vejen, som bestod af en tur med metroen efterfulgt af en lille lækker gåtur i det indre København.

Jeg arbejde som skrivende journalist på BT og anede aldrig hvad dagen bød på og arbejdede ofte til langt over spisetid. Det gjorde mig intet, for jeg havde prince light i håndtasken og der var altid rigeligt med kaffe på redaktionen.

I frokostpausen shoppede jeg ofte på Strøget ellers sad jeg i Kongens Have med nogle kollegaer. På vejen hjem købte jeg meget ofte friske blomster hos blomsterudsalget i Magasin.

Mine fødder var ofte ret så ømme – for smarte sko, det var et must. Men heller ikke det irriterede mig, for aftentimerne hjemme tilbragte jeg som regel på sofaen blandt mine mange farverige pyntepuder mens “Sex in the City” eller en anden tøseserie kørte på mit tv –  samtidig med jeg plaprede i telefon. Selvfølgelig!

Weekenderne tilbragte jeg meget gerne alene. Men det hændte da også, at de blev tilbragt med min familie eller veninder, på cafeer, klubber eller i selskab med aftenens date. Selv om jeg arbejdede 50 timer om ugen, var der rigeligt med fritid og tid til sjov…

Livet var forunderlig enkelt set i bagklogskabens lys. Det mente jeg selvfølgelig ikke dengang, hvor kampen om bylines, deadlines og mænds opmærksomhed var dét, der fyldte allermest i mit hoved.

Jeg var søgende, men vidste ikke efter hvad….

I dag er mit liv nærmest diametralt modsat.

Jeg bor i forstaden i en lille bitte by, der hedder Måløv. Den er så lille, at man let kører forbi den, hvis man kører bare liiiiidt for stærkt på Frederikssundsvejen!

Vi bor her fordi, min bonussøn stadig går i skole og hans mor bor her.

Boligen er stadig en lejlighed – jeg kunne bare bedre lide den jeg boede i på Frederiksberg! Drømmen er nu mit helt eget Villa Villekulla hus ligesom Pippi!

I dag sover jeg dog i en rigtig seng – til gengæld mangler jeg både tøj- og skoplads – til trods for at min søde mand har bygget både et ekstra tøjskab og et skoskab til mig!!! (måske er problemet slet ikke pladsen, men derimod … giiiiisp…….)

Pyntepuder og nips er elimineret og al mit kunstneristiske kreagrej solgt og/eller gemt væk i kælderen. Der er hverken plads eller tid til det…

Jeg elsker, når jeg står op før resten af familien og stjæler mig til en halv times fred og ro i mit eget selskab. En halv time hvor jeg tuller rundt med en kop kaffe i hånden, kigger ud af vinduet og tænker gode tanker om dagen, der er ved at vågne.

De fleste morgener når jeg kun at lægge en meget let makeup – hvis jeg overhovedet når det. For der skal smøres madpakker og laves morgenmad til både hund og barn. Så de fleste morgener ser jeg sådan ud: (altså træt og ikke helt vågen :-))

Jeg er blevet sådan en kvinde, der laver madplaner, indkøbslister og tager skærmbilleder af madopskrifter!

Jeg går heller ikke til frisør for tiden, for mit hår skal bare vokse, så jeg kan sætte det op. Det er så dejlig praktisk! (Gaaab….)

De sko jeg går mest i er sneakers og gummistøvler og det vigtigste indhold i min taske er i dag en sut, vand og kleenex!

Det er stadig sjældent, at jeg når morgenmaden – og når jeg endelige når den spises den mens jeg laver noget andet så som at tørre hår eller lave madpakker. Disse dage når min morgenkaffen som regel bare også at blive kold, før jeg får den drukket.  (og kold kaffe er bare ikke lækkert, men det er koffeinen til gengæld, så jeg drikker den alligevel 🙂

Om aftenen, når børnene sover, sidder min mand og jeg som regel og arbejder på hver sin pc. (dog  på samme kontor, så vi henter vand og kaffe på skift og sludrer over skærmene :-)) Der er heldigvis også dage, hvor vi læser bøger og/eller falder i snak i sofaen og aldrig når længere.

Jeg shopper mest på nettet – både til mig selv og resten af familien og jeg kommer sjældent ind til København.

Det København, som jeg engang havde så kært!

Men det vilde er – jeg savner det ikke! Og når jeg endelig kommer ind til København, synes jeg både byen er blevet kold og aggressiv,  der larmer, lugter og stresser med alle de mennesker, biler, cykler og den generelle fart der pulserer i byen. (Ja seriøst, det synes jeg altså!)

For er der én ting, jeg virkelig elsker ved Måløv, så er det naturen. Dagligt lufter jeg hunden i Naturparken hvor der går får rundt det halve af året. Her er ro og fred og jeg hører fugle kvidre og ændrer rappe. (Det eneste jeg kunne ønske mig mere, er vandet – altså havet. Åh det er det allerbedste jeg ved! Men i mangel af bedre er Måløvs natur ganske pragtfuld)

Vi bor i gåafstand fra alting – altså alt det vigtige (i mit nuværende liv som mor, bonusmor og hustru) som Netto, Menu, apoteket, stationen, lægehuset og vuggestuen.

Jeg hilser på byens tosse og drankerne på bænken. Damen i bageren vinker, selvom jeg aldrig handler hos hende (for hun tager 7 kr for en tebolle!!!) og gårdmændene, der passer byens almennyttige boligbyggerier, både vinker og snakker.

Busshaufførerne vinker til Dixon, når han er ved at hoppe ud af klapvognen i begejstring over at have set dem og om morgenen stopper vi altid ved nogle menneskers have og hilser på deres høns!

Livet er enkelt her i forstaden for mulighederne er få, men alligevel er der så rigeligt.

For livet med forældreintra, turmadpakker, familieforsikringer, efteruddannelse og fødselsdagsinvitationer, familiepleje, afrimning af fryser, indkøb af flyverdragte og uendelige to-do-lister byder på så mange andre udfordringer og omstillingsparate nødvendigheder, at lidt enkelthed er ganske værdsat.

♣Derfor har vi ingen nips eller bloklys. For så kan barnet ikke komme til skade.

♣Derfor har jeg ikke tid til at være særlig kreativ. For jeg vil hellere lege Kaj og Andrea

♣Derfor har vi en madplan – så den kan laves hurtigt og let uden de store spekulationer.

♣Derfor har vi ingen tæpper, så der er mindre rengøring.

♣Derfor ville vi have en kummefryser, hvis bare vi havde plads.

Enkeltheden og roen er to magiske tilstande, som jeg i dag værdsæter og værner om.

♣Derfor prioriterer jeg 5 min i sofaen med min søn frem for fem min foran sminkebordet.

♣Derfor prioriterer jeg praktisk hestehale frem for smart pagehår.

♣Derfor prioriterer jeg lækker lang gåtur med hunden frem for shopping.

♣Derfor prioriterer jeg alenetid foran computeren frem for ligegyldigt tv.

For mit liv har ændret sig. Jeg har ændret mig.

Mit liv er mere larmende (meget mere!) mere stressende mere forvirrende og meget hårdere. MEN – det er også meget bedre.

For vi samles og griner og snakker mens vi spiser aftensmad. Den aftensmad, jeg som regel har lavet og brugt tid på at udtænke, så den både er overskuelig, sund og velsmagende.

Dixon, min søn på 2 år klapper dagligt minimum en gang på sofaen mens han dikterer “Moar – sætt deg ned” og når jeg adlyder, kommer han enten rendende med Ipad’en og vil se “hamasjan” eller også kommer han med dyreleksikonet som han også er meget glad for at bladre i. Vi hygger og bonder og krammer og kilder hinanden.

Højdepunktet i hans weekender er, når vi skal besøge mormor og morfar og han begejstret råber “Jæææh” og varmer mit hjerte. Hos dem får han juice, ubegrænset kærlighed og opmærksomhed og så har de en kæmpe have, hvor han går på opdagelse og leder efter tigre og krokodiller.

Min kærlighed til mine forældre er faktisk kun blevet større efter jeg selv er flyttet tilbage til provinsen.

Jeg forstår deres kampe og hvor meget flid de har ofret for mine brødre og jeg. Jeg forstår deres valg og ved nu hvor mange af disse der har taget afsæt i børnenes (og dyrenes) trivsel.

Prioriteringer jeg i dag selv kender. For hunden, som både kan være irriterende, lugtende, krævende og fylde for meget (og som fælder enormt meget!) er medlem af familien og sover ved min side hver nat. Og selvom jeg hader hans sure tæer og dårlige ånde, elsker jeg at have ham lige der ved min side.

Ligesom manden min. Ham, som begejstret kommer til mig, når han har fundet en ny fed Tedtalk, som han bare MÅ dele med mig. Ham, som griller laksestykker fordi han ved, det er min livret. Ham, som køber nyt tastatur til mig, så jeg ikke skal gå ned på udstyr. Ham, som sender min positiv musik og søde opløftende citater, når jeg skal noget som kræver lidt ekstra mod og styrke.  Ham, som også elsker mig i hjemmesko og uden makeup og ham, som er der – hver nat, lige ved min side.

Så må stiletter, alenetid, glimmer, prestige og glamour træde i baggrunden. For et varmt hjerte, der elsker og bliver elsket er nu engang det aller vigtigste i mit liv.

Og heldigvis er hjertets veje jo netop så uransagelige,  at vi aldrig kan forudsige dem eller de geografiske destinationer, som de får os ud på ♥

Kan man være Verdenskvinde i forstaden? Find svaret her… 
 

Hvad med dig der læser med? Ja dig? 🙂 Hej 🙂 Hvor bor du og har kærligheden også bragt dig rundt omkring?

Fortæl, fortæl. Jeg glæder mig til at høre om dit liv! ♥