“Det er virkelig gået op for mig hvor forfærdeligt det er, hvis ikke man har nogen pårørende.”

Sætningen kommer fra en af mine bekendte, der lige nu gennemlever den tragiske virkelighed, hvor en af hendes nære pårørende, er blevet til kastebold i et sygehusvæsen, hvor det virker som om, at ingen ønsker at tage ansvar for patientens helbred eller forløb.

Den ene dag sad tre læger og fortalte familien, af man ikke ville genoplive den syge, hvis det kom dertil. Den næste dag sad patienten oprejst i sengen og virkede mere til stede end personen havde virket længe! Og så er det man spøger sig selv:

Hvem kan jeg stole på?

Det er selvfølgelig sådan, at det sidste punktum i lægevidenskaben ikke er sat.

Også selvom vi ofte forventer, at de kloge kittel-beklædte mennesker har svar på ALLE vores spørgsmål. For det er jo let at forvente, i en verden med fremmarcherende robotter og selvkørende biler.

Alligevel kan det jo ikke være rigtigt, at vores syge pårørende kan blive placeret på plejecentre og lide dehydrering?

At de kan flyttes fra det ene hospital til det andet og tilbage igen for blot at konstatere, at der var noget de overså.

Det kan ikke være rigtig, at det kan tage flere dage før en journal ender det rette sted og da slet ikke, når vi nu selv skal være tilgængelige og digitale med al post fra det offentlige til os.

Hvor er de gode eksempler? Rollemodellerne og succeshistorierne?

Jeg synes desværre, man skal lede langt efter dem, når man taler om sygehusvæsenet i dagens Danmark.

Det betyder ikke, at man ikke kan få god behandling indenfor sygevæsenet.

Det er der heldigvis mange der får, men jeg fristes samtidig til at tro, at disse “gode” forløb er proportionale med de pårørendes kampgejst.

Pårørende, der tør tage den syges journal i hånden og banke på alle tilgængelige (og utilgængelige) døre. Kræve svar og samtaler og som samtidig husker at assistere syge personalet overfor den syge, så man er sikker på patienten faktisk får den behandling og pleje, som de har brug for. (Man vil jo nødigt pisse nogen af)
Og selvom det er jo egentlig er smukt, er det også enormt trist.

Ondskab vinder, når gode mennesker intet gør!

For der er mange, ubeskrivelig mange, der ikke har nogen pårørende eller et nærtstående netværk.

Mennesker som kun har sig selv.

Hvad med dem? Hvem kæmper deres kamp, når de ikke selv kan?

Jeg håber inderligt, at der er et svar. Jeg håber, at der sidder læsere på den anden side af min skærm, som har lyst til at svare det “det gør jeg” hvad enten det er hjælpsomme naboer, bekendte, sundhedspersonale eller lignende.

Jeg håber, vi alle husker hinanden og husker næstekærligheden, da dén er noget af det eneste, som vi selv kan vælge aldrig at svigte.

Helle for den og helle for pårørende.

Er vi blevet et samfund fyldt af anerkendelses-junkier?