Der er stunder hvor forældreskabet føles som en leg, og så er der andre, hvor det mest af alt føles som en straf. Sådan har jeg det i hvert fald!

I går aftes var en af de skønne her hos os.

Vi havde spist og Dixon var i strålende energisk humør og både min mand og jeg var tilstede, afslappede og glade.

Dixon tog fat i sine “Kaj og Andrea” bamser og bad os lege med på skift.

Jeg ved ikke om det var min skingre sangstemme der gjorde udslaget, men min mand fik i hvert fald tændt fjernsynet og tændt for Youtube.

Så fandt han de rigtige “Kaj og Andrea” sange og Dixon hoppede af glæde. Vi spillede luftguitar og grinede af prutte/bøvse-sangen mens Dixon spillede skuespil og lod som om det var ham der pruttede.

Stemningen var høj og tiden FLØJ afsted. Så da vi som altid blev forundret over at klokken pludselig var langt over otte, måtte vi geare ned.

“Vi finder et nummer mor kan lide” sagde min mand og fandt Adele frem med nummeret “Hello” (Hør det her)
((Jeg er total vild med hendes smertefyldte stemme)) og satte mig spontant på sofabordet.

Dixon iagttog mig, hentede sin lille grønne stol og brugte den til også at kravle op på sofabordet og sidde på kanten.

Så råbte han “Far koom” og klappede på bordkanten ved siden af ham. Hans far adlød og der sad vi tre på sofabordet (dét var aldrig sket i mit eget barndomshjem med designermøbler og en voksenstue) mens vi nynnede og hyggede og mærkede den ekstreme glæde det er, når hele familien er i flow og nærvær.

Lidt om umulige ønsker og en pose fra IKEA!