Min søn vil ikke spise penicillin!
Det var noget i den stil som jeg skrev på Facebook, da jeg lettere panisk havde indset, at min søn bestemt ikke havde tænkt sig at spise den penicillin, som lægen havde udskrevet, mod hans skarlandsfeber.
Gode råd modtages, skrev jeg på Facebook og satsede stort på at få de erfarne mødres hemmelige råd. Jeg havde nemlig forhørt mig hos min egen mor først som sagde, at vi havde fået det som stikpiller, da vi var børn! For en gangs skyld må man da sige, at der virkelig var noget der var bedre, eller i hvert fald lettere i tidligere tider.
Nå men anyway, jeg havde også spurgt min bror, der er far til to og hans råd gik på at vise barnet at det enten skulle spise medicinen eller varianten hvor det var blandet med jordbæryoghurt. Det virkede på hans børn.
Det virkede ikke på min søn!
Penicillin og overgreb på barnet!
Han sputtede det direkte ud og slog og sparkede, skreg og græd og lavede opkastlyde bagefter. Så ingen logisk forhandling her… Min egen mand (der jo også har to store børn, var endda også chokeret over lillemandens vrede) og da ingen af os ønskede at gøre overgreb på ham, fulgte vi Facebook-tråden tæt. Det meste gik på at vi skulle huske ikke at gøre overgreb. Tak! Det ønsker vi sådan set heller ikke, men hvis det er eneste mulighed for at få penicillinen i barnet, er det vel sådan det er. For det er vel også et overgreb IKKE at give barnet penicillinen som det har brug for? Så var der nogle, der foreslog at gemme det i mad – så som honning eller nutella, mens andre advarede mod at barnet kunne få et dårligt forhold til maden samt føle sig snydt!
Kravene om barsel og de tre måneder
Penicillin, overgreb og snyd
Altså meningerne og de gode råd var mange og forskellige! Heldigvis begyndte der at dukke andre gode råd op om simpelthen at skifte penicillinen med et mere bredspektret præparat. Den vi havde fået var primcillin som (var smalspektret) og stank af karamel og smagte enormt bittert. (Jeg forstod godt min søn, hvilket ikke gjorde det nemmere at skulle prøve at få det i ham) Om aftenen måtte jeg holde min søn mens min mand sprøjtede det ind i vores søns mund. Vi var alle tre dybt ulykkelige og frustrerede over situationen. Det er RÆDSELSFULDT at føle at man gør overgreb på sit barn.
Næste morgen var jeg heldig. Jeg legede med min søn, som blev tørstig og troede han fik mælk, da jeg gav ham penicillinen. Det resulterede i at han drak det og bagefter brød ud i tårer med efterfølgende opkast-lyde.
Om eftermiddagen nægtede han blankt og mit bløde hjerte kunne simpelthen ikke overskue, at skulle gøre min søn så ulykke to gange om dagen de næste 6 dage!
Skæve ben og tykke fødder? Det er svært at være forældre
Fra primcillin til imacillin
Så jeg ringede 1813 og fik heldigvis fat i en sød læge, der både sagde, at han også savnede stikpillerne og at han bare ville udskrive noget andet medicin, som min søn sikkert godt ville have.
Elefanten Medicinus
Det hed Imacillin og min mand drønede af sted til døgnapoteket. I mellemtiden havde jeg også læst om en særlig elefant, der skulle gøre det nemmere at få medicinen i børn, så min mand kom på lidt af en havnerundfart i jagten på elefanten. Den skulle være specialudviklet så ifølge flere forums svaret på enhver forældres frustration over børn der nægter at spise medicin. Sådan en kunne vi da ikke leve uden! Et par timer senere, og flere hundrede kroner fattigere, kom min mand endelig hjem med både elefant og ny penicillin med navnet Imacillin. Lettelsen var stor og forventningerne endnu større. Men hvordan skulle vi få lillemanden til at drikke den nye penicillin?
Vi var nemlig bange for at vores søn også reagerede på vores ændrede adfærd. Normalt overvåger vi jo ikke hvad han drikker, så vi hældte lidt af den nye penicillin op i et lille snapseglas (den var hvis, duftede sødt af jordbær og smagte som jordbærmælk) og lavede et magen til med almindelig mælk. Så satte min mand sig og skålede med ham (vores søn elsker at sige “Skaaaal” og få glassene til at klinge) og vupti, så var penicillinen drukket og min søn sagde “Mer”! Hvilken forandring! Hvilken lettelse!
Elefanten kom aldrig i brug, men til gengæld var vi nogle lettede forældre, der den lørdag aften faldt omkuld 21:15 med stor taknemmelighed for Facebook og de gode råd! 🙂