Bekendelser fra en mor….

_20160310_114526

 

Det øjeblik man bliver mor (eller forælder) forandrer livet sig som bekendt, og det liv man levede før er forandret for evigt.

Det er hårdt og krævende at være mor?

Jeg synes både det er vidunderligt og rædselsfuldt – for hold da helt op hvor er det hårdt at være mor. Jeg husker stadig en samtale, jeg havde med en bekendt, kort efter hun var blevet mor og faderen til barnet havde forladt hende. Det eneste hun fokuserede på og gentog flere gange var: “Det er fantastisk at være mor.” (til trods for at hun nu stod alene med “lorten,” om man så må sige…ja ja ved godt man ikke må kalde sit barn lort, men come on!)

Og det vildeste er – jeg tror faktisk, hun mente det! Jeg tror oprigtigt på, at hun var en af de der overskuds-mødre, som bare fuldstændig faldt i hak med moderrollen og som ikke opfattede det som et hårdt og krævende fuldtidsjob.

Misforstå mig ret, jeg synes da også det er fantastisk at vær mor. (Det skal jeg jo sige, for at sikre mig at dig, der læser med ikke tror, jeg er en egoistisk klaphat uden moderfølelse) Men hånden på hjertet, så er det også fantastisk. I hvert fald i kortere øjeblikke.

De gyldne korte øjeblikke som mor

Et af de øjeblikke som jeg nærmest lever for er morgenerne, når jeg vækker lillemanden, som kigger op på mig med sine små muldvarpeøjne og rækker armene ud efter mig. Der om morgenen, vil  han bare gerne holdes tæt ind til mig med sin dyne viklet rundt om sig. Der dufter han selv af morgen, er varm og mild mens han “guffer” på sin sut, skubber han mig kærligt baglæns ned på sengen, så vi sammen kan ligger og putte og vågne i 5 – 10 minutter. Dér – lige dér – er livet som mor nærmest magisk.

Desværre er det jo så sammenlagt max 15 minutter ud af hele døgnets 1440 minutter… Ej nu jeg grov, han er også dejlig at putte om aftenen (altså når han ikke er syg, eller overtræt!) 🙂 Og han kan da også være super sød og charmerende om dagen, meeeen han kan så sandelig også være det stik modsatte!

 

Den virkelige verden som mor

For virkeligheden er – i hvert fald min, at min tålmodighed, min energi og mit overskud dagligt sættes på prøve af ham. Det sker for eksempel når han skriger, fordi han ikke får sin vilje. Det er sådan cirka mellem 2 – 12 gange i timen!

  • Når han skubber maden skubbes ned på gulvet – bare fordi han kan!
  • Når han hiver fat i noget han ikke må og stikker af med det, så jeg kan rende efter han og både frygte for at han kommer til skade eller tingen gør. I går var det både mælkeskummeren, elpiskeren og en plante, der kom med ud og løbe!
  • Når han roder hele stuen til på 3 minutter (Ja, det er seriøst!) og jeg opgivende må acceptere, at sådan ser der ud indtil han skal i seng.
  • Når han frustreret bliver ved med at sige noget i gråd og skrig, som jeg ikke kan tyde, som så kun gør både ham og jeg endnu mere frustreret.
  • Når han ser tv eller ipad og mit hoved er ved at koge over af børne-stemmer/børne-larm… Hvornår kan han mon lære lydløs leg?
  • Når han ikke gider at få ren ble og i stedet losser mig i maven, så jeg er lige ved at krybe sammen. Hvis sparkene ikke rammer mig, rammer de som regel vandfadet og så er der vand ud over bordet og hvis jeg er rigtig heldig, i skufferne nedenunder hvor hans rene tøj ligger…
  • Når han vælter/skubber ting bevidst så som potteplanter, kaffekopper etc…
  • Når han stikker af og lukker dørene mens jeg panisk flyver efter ham i frygt for at de små fingre skal komme i klemme..

Og listen fortsætter…. Kender du det? Det gør du nok, for jeg er sikker på at alle småbørnsforældre har været det igennem, men hold da op hvor er det hårdt! (Jeg beundrer jer der har flere SÅ HØJT!)

Så findes der optimister der siger, at jeg skal huske at fokusere på det gode og at det kun er en periode etc og ja, ja det er fint nok, men en periode på 3-4 år er altså også rimelig trættende at tænke på!

 

Løgnen og det aller første tandlægebesøg som 2-årig!

 

Anerkendelser fra en mor?

Til gengæld læste jeg et sted på nettet, at man skulle huske at anerkende sig selv for at man var en god forældre på trods af virkeligheden. For hvis ikke man var en god forældre, var man stukket af.

Så bare det, at man er der, på trods af rod, råb, slag og skrig gør, at man er en god forældre. Bare man er der, er man god nok. For barnet ønsker jo bare at være sammen med sine forældre.

Så måske skal jeg dæmper ambitionsniveauet for ryddet stue, planter og pæne anretninger og glæde mig over at jeg er der. Både for ham og for mig selv. For det er nok. Ja faktisk er det godt nok. Mere end godt nok. Bare jeg er der!

Det er en rar tanke og dén kan jeg bruge til noget. For lige præcis den tanke gør mig glad – ligesom lillemanden jo OGSÅ gør 365 dage om året <3

Et bombet lokum (det er vores stue!) og et manglende børneværelse! Ja, det er endnu en sandhed om livet som børnefamilie!

 

Hvad med dig? Kan du genkende mine tanker+ Synes du også at livet som mor er både hårdt og pragtfuldt? Og hvornår er det mest svært for dig? Fortæl endelig. Jeg vil ELSKE at høre om netop DIT liv!

 

 

foto

På det her billed er Dixon bare tre måneder gammel og selvom han i dag er to år og tester min tålmodighed og mangel på samme, så bliver jeg fuldstændig skruk og blød om hjertet, når jeg ser på dette billed og min lille grønne smaragd <3

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.